Fire dansere i flydende bevægelse smelter i en nænsom rytme sammen til en organisk helhed af dans, farver og lydbilleder. I Perceval ser vi som gennem et prisme, hvordan elementerne foran os spaltes og samles i forskellige konstellationer – og en kompleks mikstur af sanseindtryk opstår. I delikate kostumer forpupper danserne sig, de udfolder sig, hvirvler ind og overlapper hinanden. De får rummet til at ånde og finder modet til at være. De finder ind til kernen, hvorfra alt kan lade sig gøre.
Forestillingens inspirationskilde er Hilma af Klints billedserie Parsifal fra 1916. Serien rummer 144 malerier, der udforsker forskellige bevidsthedsniveauer i en fortælling om et mig og en verden uden adskillelse. Serien er en reference til myten om gralsridderen Parsifal. Og det var netop den mytiske og lange række af billeder, der gav koreograf Louise Mochia idéen til at undersøge den som et visuelt partitur. Hun var nysgerrig efter at se, hvad billedrækken med sin stærke brug af symboler kan fortælle os i dag. I Parsifal arbejder Hilma af Klint med dét, der opstår af og bevæger sig imellem modsætninger. Titlen Perceval (”gennem denne dal”) indikerer en uophørlig bevægelse, hvor noget hårdere optager noget blødere i sig, og noget blødere igen indoptager noget hårdere i sig. Æstetikken taler ind i nutiden med sin længsel efter mening og sammenhænge i en stadig kompliceret verden.
