Heddapris-vinder, danser og koreograf Tendai Makurumbandi, trækker på de levende fysiske, spirituelle og kulturelle arkiver fra afrikanske folkeslag og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan kolonisering og modernisering påvirker identitetsdannelsen. Inspireret af Himba-traditionen, hvor et barn modtager en unik “fødselsang”, udforsker MY SONG de udviklende kontinuiteter og relationelle identiteter hos marginaliserede samfundsgrupper. Gennem call-and-response – en praksis, der legemliggør at være forskellige sammen – udfordres kolonialismens nedarvede dominans. MY SONG transcenderer konventionelle opfattelser og genskaber de oversete elementer, der former identitet og bevæger sig fra det ukendte til en ånd, realiseret i sang.
MY SONG havde premiere ved CODA Oslo International Dance Festival i oktober 2023 og inviterer publikum til at gentænke identitet som en levende og inkluderende handling, i forhold til både én selv og fællesskabet.
Kontekst
Blandt alle afrikanske stammer, der stadig eksisterer i dag, er Himba-folket i Namibia en af de få, der tæller et barns fødselsdato fra den dag, barnet først bliver tænkt på af moderens, ikke fra dagen, det bliver født eller undfanget.
Når en Himba-kvinde beslutter sig for at få et barn, går hun alene ud for at sidde under et træ, hvor hun lytter, indtil hun hører sangen fra det barn, der ønsker at blive født. Efter hun har hørt denne sang, lærer hun den til manden, som skal være barnets far. Når de gør klar til fysisk at undfange barnet, synger de sangen som en invitation til barnet.
Når kvinden bliver gravid, lærer hun barnets sang til landsbyens jordemødre og ældre kvinder, så de kan byde barnet velkommen med denne sang, når det bliver født. Efterhånden som barnet vokser op, lærer de andre landsbyboere denne sang og synger den i forskellige sammenhænge relateret til barnet. Hvis barnet falder eller kommer til skade, vil nogen tage det op og synge dets sang. Når barnet opnår noget særligt eller gennemgår pubertetsriter, synger landsbyboerne sangen for at ære dem.
Hvis en Himba-mand eller kvinde begår en forbrydelse eller bryder en social norm, samles fællesskabet og danner en cirkel omkring dem og synger deres fødselsang. Himba-folket ser ikke korrektion som straf, men som en kærlighedsakt og en påmindelse om identitet. For når man genkender sin egen sang, er der intet behov for at gøre skade på andre.
I ægteskab bliver parrets sange sunget sammen. Og endelig, når en Himba-mand eller kvinde ligger på dødslejet, kommer alle landsbyboere, der kender d sang, for at synge den en sidste gang.
