Casino er navnet på den type salsa, man danser i Cuba, opkaldt efter stederne, hvor folk mødes for at danse. Casino er også titlen på denne danseforestilling af Ofelia Jarl Ortega, skabt til tre dansere med latinamerikanske rødder: Nina Sandino, Jao Moon og Ofelia selv.
Casino foregår på et fiktiv dansegulv i en latinamerikansk klub for pardans, hvor dansernes egne relationer til salsa genlyder i deres kroppe gennem et repertoire af historiske og personlige minder. Gennem dansernes engagement og lydene af deres trin er musikken til stede i sit fravær. På en subtil, tilbageholdt, detaljeret og legende måde forbinder de tre dansere sig – og fejler i at gøre det samtidig.
At sætte salsa i kontekst i Sverige
I 1990’erne og 00’erne oplevede verden en stor latino-bølge, hvor kunstnere som Shakira, Jennifer Lopez, Ricky Martin og Marc Anthony kom i rampelyset. Selvfølgelig har der været latino-bølger både før og efter denne periode. “Latino” er, som vi ved, heller ikke en egentlig genre, da Latinamerika omfatter lande fra Chile i syd til Mexico i nord. Men under 90’ernes og 00’ernes latino-eksplosion i Sverige blev salsa enormt populært. Alle dansede salsa, og blandt dem var den latinamerikanske diaspora.
For chilenere har salsa dog aldrig været en nationaldans. Salsa har derimod været stor i Cuba, Colombia og Caribien, hvor enhver middag slutter med salsadans, og enhver fødselsdagsfest er en dans. I Chile har de sociale danse traditionelt været cumbia og til tider folkedansen cueca. Alligevel blev salsa-sammenkomster blandt chilenere enormt populære i Sverige. Fænomenet voksede her på grund af det store antal chilenere, der kom til landet efter Pinochets diktatur i 70’erne til 90’erne. For chilenere i eksil blev salsa en måde at forbinde sig med deres latinamerikanske baggrund på. Det blev en subkultur skabt af diasporaen. Og for at være “latino” skulle man kunne danse salsa – en kliché, der stadig hjemsøger os i dette værk.
“I min familie var det kun min onkel Rafael, der dansede. Han havde endda sin egen salsa-klub på operarestauranten i Malmö i 90’erne. Men da salseros for det meste kun drikker vand fra baren, måtte klubben lukke, selvom aftenerne var velbesøgte. Kvinderne i min familie kaldte salsa for slibrigt og sagde, at det er sjovere at danse alene end med mænd, der gramser på én. Måske havde de ret.
Da jeg første gang rejste til Chile som voksen, blev jeg introduceret til den blomstrende reggaeton-scene og den feministiske undergenre neo-perreo. I flere år var reggaeton min forbindelse til Latinamerika og min egen arv, indtil jeg stødte på salsa. Salsa-musikken har altid været en del af, hvad der blev spillet derhjemme, men dansen havde været skjult for mig. Nu fylder salsa alt i mine tanker. Det er blevet min nyfundne måde at forbinde mig til den latinamerikanske diaspora, at være chilener i Sverige og at være en andengenerationsindvandrer.” – Ofelia Jarl Ortega
Ofelia Jarl Ortega (f. 1990) er en chilensk-svensk koreograf og performer bosat i Stockholm. Hendes arbejde kredser om sårbarhed og femininitet, ofte med en suggestiv og erotisk æstetik. Spørgsmål om magt og gruppedynamikker er kernen i hendes undersøgelser. Hun er uddannet fra Den Kongelige Svenska Balletskole (2010) og har en mastergrad i koreografi fra Stockholms Konstnärliga Högskola (2014). Siden 2015 er hendes værker blevet præsenteret både nationalt og internationalt på steder som ImPulsTanz i Wien, MDT i Stockholm, Arsenic – Contemporary Performing Arts Centre i Lausanne og Moving in November i Helsinki.
www.ofeliajarlortega.com
Nina Sandino (hun/de) er født i Bilwi [“slange i bladet” på mayangna-sproget] ved Nicaraguas caribiske kyst, et område rigt på forskellige kulturer, oprindelige folk og etniske fællesskaber.
Nina er arkitekt og bevægelsesaktivist, der arbejder selvstændigt som økosocial designer, koreograf/performer og danselærer. Hendes praksis fokuserer på afroindigene queer-futurisme og forfædrenes fælles viden. Ninas arbejde drives af nødvendigheden af kunstnerisk udtryk som en politisk handling og interesserer sig for helhedsorienterede praksisser, hvor hvile, nydelse og glæde bruges som radikale redskaber til personlig og kollektiv styrkelse. Hendes kunstneriske praksis er en glædesfyldt oprørshandling for selvopretholdelse.
www.ninasandino.com
Jao Moon
Oplevelsen af at vokse op i periferien af Cartagena de Indias, Colombia, formede Jao Moon som et politisk legeme. At leve i et miljø præget af konstant modstand fik dem til at stille spørgsmål ved de dominerende sociale orden, og dette er blevet omdrejningspunktet for Jao Moons arbejde.
Jao Moons værker inkluderer Memory of Dislocation, Everybody can be / Everybody can not be på Ballhaus Naunynstraße samt The Lifetime of Fire – Manifestos for a Queer Futures på HAU, HKW Haus der Kulturen der Welt og Anahuacalli Museum CDMX. Deres samarbejder og værker er blevet præsenteret på steder som Volksbühne Berlin, Sophiensaele Berlin, Kampnagel Hamburg, Deutsche Oper Berlin, Centre Pompidou Paris, Neue Nationalgalerie Berlin og Hamburger Bahnhof – Nationalgalerie der Gegenwart Berlin 2024.
