Post-dans eller postmoderne dans? Konceptuel dans eller bare dans?
I denne artikel vil jeg forsøge at udfolde nogle tanker i samspil med ‘non-begrebet’ post-dans1. Jeg vil i denne forbindelse kigge nærmere på nogle termer, som vi ofte støder på i dansk kontekst, såsom moderne dans og selvfølgelig contemporary dance. Jeg vil også kort lufte mine betænkeligheder omkring populære udtryk som ‘dans dans’, eller måske mere præcist formuleret; ‘danse dans’.
Formålet med at holde disse begreber op mod hinanden er at forsøge at fremme et fælles fodslag, at skabe en forståelse af det kunstfelt, som jeg her refererer til som dans og koreografi. Denne type begrebslig redegørelse bliver typisk afvist som simpel semantik. Bare ord, blær, uden relevans. Ja, men ord har faktisk en reel betydning. De forandrer ting. De skaber forventninger og de skaber fordomme.
Der eksisterer en kunstform, som vi kalder for dans. Men dans er meget mere end bare en kunstform. Det er noget vi gør. Det er noget, som i mange tilfælde ikke kræver nogen særlige færdigheder. Personligt vil jeg gå så langt, som at påstå, at dans er en måde at kommunikere på, som kommer før sproget. Det er en måde at udtrykke og frigøre følelser på, og det i sig selv har ikke nødvendigvis noget med kunst at gøre. Dansen kommer før kunsten, men den er også en del af al kunst. Den er, som den legendariske danser Anna Halprin formulerede det, “alle kunstformers moder”2. Der eksisterer således et dilemma indlejret i selve begrebet: Dans er et menneskeligt udtryk, som kommer før kunst (og dermed er dans ikke kunst i sig selv), men samtidig er dans også en kunstform.
Med dette dilemma in mente, er det klart, at der kan opstå forvirring. I de sidste 130 år, eller siden den tidlige modernisme, har det forvoldt problemer. Indenfor dansen forsøgte man dengang at frigøre sig fra de historiske bånd til den klassiske ballet eller til ideen om, at dans var en form for underholdning, en lovlig måde at kigge på veltrænede kroppe, der udførte erotiske bevægelser. Der findes endda en fremragende feministisk tekst, hvori forfatteren kritiserer ballerinaen for at være et symbol på en erigeret fallos. En stiv enhed, som drejer om sig selv, og som gentagne gange bliver løftet i vejret3. Personligt er jeg lidt usikker på denne udlægning. Det er måske lidt overdrevet sat op, men argumentationen i teksten er overbevisende nok og måske er det en god forklaring på, hvorfor balletten altid har været dikteret af mandlige koreografer?
Dette var modernismens opgør (og er det stadig). Det er ikke nogen tilfældighed, at den måske mest radikale koreograf fra denne periode, som stadig brugte ballet som formsprog, siden hen fremstod som en modsætning til det, som blev præsenteret af de koreografer, der fulgte efter ham. Den omtalte koreograf er Merce Cunningham, og hans tilgang lå i tråd med de tidligerere generationer af koreografer, som vi forbinder med moderne dans (Isadora Duncan, Martha Graham m.fl). Cunninghams arbejde blev det som udløste den postmodernistiske bevægelse i 1960’erne. De unge koreografer fra denne periode (og de var endda meget unge) begyndte at dekonstruere måden man dengang refererede til dans på, og sammen skabte de det, som vi nu kender som Judson Dance Theater. Samtlige af disse koreografer havde tidligere arbejdet som dansere for Cunningham. Deres egne værker reflekterede blandt andet et opgør med de hierarkier, som vi kender fra den klassiske ballet (inspireret af kunstnere som John Cage og Robert Dunn).
Alt i alt kan man sige, at Cunningham tog en 180 graders drejning væk fra balletten, og at Judson-holdet tog en 180 graders vending væk fra Cunningham, men resultatet ledte dem ikke tilbage til, hvor Cunningham startede. Tværtimod kan man sige, at de bevægede sig endnu længere væk.
Hvor endte disse koreografer så? De definerede det at gå eller løbe, som et udtryk for dans og definerede hverdagsbevægelser som kunst. De arbejdede med stemmen som en koreografisk praksis. De definerede tyngdekraft og friktion, som et udtryk for koreografi, og det at tænke som bevægelsespraksis. Improvisation blev et udtryk for kunst. De tilfældige udfald af deres kunstneriske eksperimenter blev til attraktive mål i sig selv (efter Cunningham/Cage). De sagde klart NEJ til underholdning. De var en historisk parallel til den postmodernistiske bevægelse inden for arkitekturen. Det, som disse koreografer skabte, er, hvad vi i dag kender som postmodernistisk dans. Jeg er ikke helt sikker på, hvor korrekt det egentlig er at anskue alt deres arbejde således. Men det er tydeligt, at de skabte en reaktion mod modernismen inden for dans og tog yderligere afstand fra de konventioner, som dansen havde nedarvet fra balletten. Samtidig var denne bevægelse også et skridt i retningen mod et bredere moderne (!) kunstfelt, som blandt andet satte dansen i dialog med billedkunsten. Det er derfor ikke tilfældigt, at dans og koreografi i dag har en tæt forbindelse til performancekunst (endnu et begreb, som tit misbruges eller misforstås her i Danmark).
Som vi kan se, skete der en del i 1960’erne. Da man nåede til 70’erne havde disse opgør og bevægelser etableret sig, og i 80’erne blev det til en trend. I 90’erne blev denne periode genbesøgt og genfortolket. Et eksempel på dette var Mette Ingvartsens YES Manifesto 4 skrevet i 2005, som respons til Yvonne Rainers NO Manifesto5. Jérôme Bel blev det nye eksempel på underholdning. På dette tidspunkt var dansere og koreografer overalt i fuld gang med at udfolde de to begreber dans og koreografi. Historisk set har disse to begreber altid været uadskillelige, men hvad sker der hvis man deler dem op? Hvad er koreografi uden dans, hvad er koreografisk tænkning, kan man koreografere en bog, osv?
I denne periode blev mange værker beskrevet som konceptuel dans eller konceptuel koreografi, hvilket hentydede til, at konceptet bag værkerne var det styrende element. Det var selve ideen, som bar værket (konceptuel dans og koreografi bør ikke blandes sammen med begrebet konceptuel kunst, hvor det er ideen i sig selv, som er værket).
Det var netop koreografer som Mette Ingvartsen og Jérôme Bel, men også Xavier Le Roy, Mårten Spångberg m.fl., for ikke at glemme performance-teoretikeren Bojana Cvejić, som prægede denne udvikling. Deres tilgange og tanker har inspireret hele feltet på samme måde, som Judson-holdet gjorde det tilbage i 70’erne og 80’erne.
Ok, tilbage til moderne dans. Det er på mange måder chokerende for mig, at man i Danmark bruger begrebet moderne dans synonymt med contemporary dance. Modernismen er for længst et overstået kapitel. Har det mon noget at gøre med, at ballettraditionen i Danmark (gennem Bournonvilles indflydelse) er så stærk, at det modernistiske opgør aldrig har rodfæstet sig? For omtrent 100 år siden var moderne dans en modbevægelse til balletten (1920-1940’erne), og i dag bliver der undervist i Graham-teknik på danseskoler verden over. Man kan altså, som aspirerende danser, orientere sig i både moderne og klassiske teknikker, men det i sig selv har ikke noget med kunst at gøre.
Vi befinder os på nuværende tidspunkt et sted, hvor der er ideer, værker og publikummer, der følger et felt og en kunstform. Men vi har også kritikere og konservative stemmer, som modarbejder den retning, som kunstformen bevæger sig i. En typisk respons fra disse kritikere er: “det dér er ikke dans!”. På sin vis har disse personer ret, men set fra et andet perspektiv er de så galt på den, som man overhovedet kan være. Deres respons skyldes en forvirring, der stammer fra det dilemma, som er indlejret i begrebet dans. Kunstformen dans er ikke nødvendigvis det samme som den praktiske handling at danse. De kritiserer danseværker for ikke at inkludere dans, i stedet for at prøve at forstå, hvad det er, som koreografen undersøger. Typisk forsøger de at argumentere for, at dans uden dans ikke er dans, men problemet er, at deres kritik er præget af ballet-konnotationer (en præ-modernisme). Kritikken er både malplaceret og vildledende. Ofte er deres kritik et udtryk for et personligt savn af den mere konventionelle måde at danse på. Vi ser tendensen i to forskellige sammenhænge. På den ene side hos de konservative stemmer, som nægter at acceptere, at kunstformen udvikler sig. På den anden side hos kommunikationsafdelingerne, som ikke forstår, hvordan de skal formidle denne udvikling til et publikum. Således er udtrykket ‘dans dans’ for eksempel opstået. Man forsøgte simpelthen, på charmerende vis at understrege, når et danseværk bød på dans, som i den konventionelle forståelse af dette.
Ovenstående problematik er hele grundlaget for, at jeg i 2015 introducerede non-begrebet post-dans. For mig, er begrebet en slags beholder, og med det mener jeg et tomt begreb, hvis indhold ikke er defineret endnu. Dette er dog alligevel ikke helt korrekt, for det opstod som en reaktion på den afsky, som jeg følte overfor disse ‘dans-dans fanatikere’. For mig refererer begrebet dels til de historiske skift, der har fundet sted, og dels til det paradox, som eksisterer i begrebet dans. Post-dans kan altså forstås, som en understregning af, at dans uden dans er muligt inden for kunstformen dans. Det ved vi selvfølgelig godt, men vi har tendens til at referere til den mulighed, som et udtryk for postmoderne dans. Personligt føler jeg, at dette er alt for indsnævrende. Post-dans udtrykker helt enkelt, at der er sket en masse ting, og at udviklingen stadig fortsætter. Dette er årsagen til, at jeg introducerede begrebet som en tom beholder. På den måde forbliver det aktuelt og åbent.
Og nu til den sidste pointe. Meget af den kritik, som er blevet rettet mod post-dans (som begreb), var faktisk pro-dans. Nogle kritikere føler sig overbeviste om, at hvis man vælger ikke at danse i en danseforestilling, så er det et udtryk for, at man er imod dansen, og nogle mener, at post-dans er et begreb, der signalerer denne modstand. Dette kunne ikke være mere forkert. At vælge ikke at danse, eller at tilgå dans på uvanlig vis, eller at finde andre mere effektive måder at formidle sit værk på bliver altid gjort med respekt til selve kernen i kunstformen. At danse bare for at danse har ikke noget med kunst at gøre. Det er fedt! Bliv endelig ved, men lad være med at forveksle det ene med det andet.
