Når man kigger på Dansehallernes program for 2022, kan man ikke undlade at lægge mærke til de to værker af én af Danmarks mest anerkendte koreografer —Mette Ingvartsen.

Værkerne to come (extended) og Moving in Concert er i sig selv to koreografiske nedslag, der er værd at opleve. Med Dansehallernes program for 2022 samles værkerne og vises lige efter hinanden over to aftener. I den anledning satte vi Mette Ingvartsen stævne på Zoom, så hun kunne fortælle os om sammenhængene (hvis nogen) mellem de to værker.

Her er hvad hun havde at fortælle.

Hvis man kigger tilbage på alle de værker, som du har skabt gennem tiden, fra Manual Focus som var dit første værk og frem til nu, findes der da en rød tråd, som forener dem alle – enten konceptuelt eller tematisk?

Mette: Dengang jeg startede med at lave værker, kan jeg huske, at jeg havde en idé om, at hvert værk skulle være enkeltstående. Jeg havde ingen interesse i at udvikle et æstetisk paradigme, som var baseret på én måde at tænke på kroppen.

Hvis der er én ting, der forener alle mine værker, så er det måske netop, at der ikke er én enkelt fysisk praksis, der er gennemgående. Alle mine værker er singulære, men de forsøger alle at løse specifikke spørgsmål. Hvis man ser tilbage på mit virke, så har jeg beskæftiget mig med emner, der relaterer sig til nøgenhed og seksualitet, natur som politisk genstandsfelt, eller i det seneste tilfælde, hvordan vi som mennesker og samfund forholder os til naturkatastrofer.

Det er ikke “temaerne”, der skaber en rød tråd gennem mine værker. Det er snarere tilgangen, hvor jeg dykker dybt ned og raffinerer hvert enkelt projekt, som en slags eksperimentel praksis, hvor eksperimentet i sig selv leder til de æstetiske og bevægelsesmæssige udfald. Jeg tror, det er noget af dét, der forbinder alle mine værker.

Hvis man ser på dine værker hver for sig, hvordan vil du da beskrive din proces, når du udvikler dem? Begynder du med teori, eller er du mere praksisbaseret?

Mette: Jeg tager ikke specifikt udgangspunkt i hverken krop eller teori, når jeg udvikler et værk. Jeg forsøger at se teori og praksis som ligeværdige. I ét værk kan det for eksempel være noget fysisk, jeg gerne vil udforske, som så åbner op for teoretiske spørgsmål omkring ét bestemt emne. I et andet værk kan det være et helt specifikt samfundsproblem, der får mig til at begynde udviklingsprocessen ud fra et mere teoretisk perspektiv.

Når jeg udvikler mine værker, foretrækker jeg at være i en mere flydende proces, der løbende skifter mellem teori og praksis. Jeg forsøger at lade være med at tillægge det ene eller det andet en større værdi. I stedet arbejder jeg på en slags kobling mellem bevægelse og tanke – nogen gange inkluderer det også koblingen mellem det at tale og det at gøre noget. Jeg forsøger altid at være bevidst om hierarkierne mellem de konceptuelle og fysiske tilgange i et håb om at opløse dem.

Og hvordan fungerer denne flydende proces i forhold til udviklingen af dine “serier” af værker? Er det altid den samme tilgang, der gør sig gældende?

Mette: Ja. Mit arbejde med at udvikle serier af værker begyndte med evaporated landscapes. Jeg var dog ikke klar over, at jeg var i gang med at udvikle The Artificial Nature Series, før jeg allerede havde lavet fem værker. Undervejs gik det op for mig, at de alle sammen relaterede sig til det samme emne, så derfor begyndte jeg at interessere mig for, hvad disse værker udgjorde som en form for helhed.

Da jeg begyndte at arbejde på The Red Pieces, en anden serie af værker, ledte erfaringen jeg havde fra den tidligere proces mig til spørgsmålet: Hvad hvis jeg faktisk dedikerer flere år af mit liv til at arbejde med ét bestemt emne og det at udfolde forskellige nuancer og aspekter ud fra det?

I relation til det første værk i denne serie, 69 positions, så jeg en mulighed for at kigge tilbage på alle mine værker og samtidig rette mit blik mod en fremtid – eller mere specifikt sagt, så rettede jeg mit blik mod seksualitetens fremtid.

På det tidspunkt i min karriere var jeg netop vendt tilbage til arbejdet efter at have fået to børn. Jeg beskæftigede mig en del med spørgsmål omkring seksualitet og moderskab, samt hvordan samfundet indrammer forholdet mellem disse to ting på en helt bestemt måde. Udviklingen af 69 positions var baseret på personlig erfaring, tidligere praksisser og aktuelle observationer af visse samfundsstrukturer.

Dit samlede ‘oeuvre’ er ret omfattende, og vi kunne sagtens grave os ned i processen og teorien for hver enkelt nedslag, men vi vil hellere rette opmærksomheden mod de værker, som du snart skal præsentere i Dansehallernes regi. Lad os begynde med to come (extended). Fortæl os om det.

Mette: to come er et værk, som jeg oprindeligt lavede i 2005. På det tidspunkt involverede det fem performere og udspillede sig i tre dele.

Den første del udgjorde en slags orgieskulptur med performerne iført blå kostumer. Dette varer i cirka 10 minutter, derefter følger et orgasmekor, og til sidst er der en dans baseret på Lindy Hop. Dengang jeg lavede to come, handlede mit fokus i værket mest om mig selv, og en række spørgsmål jeg havde, som relaterede sig til, hvordan man kan udviske sit køn, eller hvordan man bliver neutral? Og hvis man er kønsneutral, kan man da indtage enhver seksuel stilling?

Da jeg kiggede på værket igen i 2017, havde jeg allerede været igennem en hel serie, der beskæftigede sig med nøgenhed på en ret eksplicit måde. Vi havde fx. allerede lavet 7 Pleasures, som ret åbenlyst handlede om seksuel repræsentation og nøgenhed.

to come forvandlede sig på mange måder, da jeg genoptog arbejdet med det. Det var ikke muligt at beholde den samme koreografi, fordi vi opskalerede forestillingen fra at have 5 performere til at have 15. Under den sidste del af værket i den originale udgave, hvor performerne er i gang med Lindy Hop, optrådte de alle sammen i kostume. I to come (extended) blev denne del udført nøgen. Der var noget omkring den opløftende energi, der eksisterer i det her værk, som jeg havde brug for at være i kontakt med igen. I forbindelse med opskaleringen blev denne energi kraftigt forstærket.

Og det andet værk du viser, Moving in Concert, hvordan relaterer det sig til disse tanker? Findes der en sammenhæng mellem de to værker?

Mette: Man kan måske sige, at Moving in Concert relaterer sig til to come (extended) ved nærmest at være en antitese. Eller faktisk var det et slags brud med serien The Red Pieces. Jeg havde brug for at bevæge mig væk fra spørgsmålene omkring seksualitet, fordi jeg havde beskæftigede mig med dem i så lang tid.

Processen med det forrige værk, 21 pornografies, var faktisk virkelig hård– både i forhold til udviklingen og udførelsen. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg indså, at jeg var nødt til at skabe fra et nyt sted. Jeg var stadig interesseret i at undersøge den nøgne krop, men på en ikke-seksuel måde. Derfor begyndte jeg at forholde mig til det mere abstrakte forhold mellem krop, natur og teknologi.

Moving in Concert blev i bund og grund skabt ud fra en interesse i at undersøge kroppen som et neutralt lærred. I modsætning til mine tidligere værker, hvor kontakten mellem performerne på en eller anden måde var repræsentativ for seksualitet og eksplicit kontakt, fokuserer Moving in Concert på den mere abstrakte kontakt mellem krop og teknologi. Alle interaktioner på scenen sker gennem et lysstofrør, som hver danser bærer. De rører bogstaveligt talt aldrig ved hinanden rent fysisk. Kontakten mellem dem opstår altid på tværs af teknologi, eller i dette tilfælde via et fabrikeret lys.

Selvom Moving in Concert blev skabt før Corona, føler jeg alligevel, at værket kan anses som værende repræsentativt for de nuværende sociale strukturer, der er opstået i kraft af Corona: Menneskelig kontakt er blevet afhængig af teknologi og blottet for enhver fysisk berøring. Jeg føler også, når man sammenstiller disse to værker – to come (extended) og Moving in Concert – så præsenterer de tilsammen en interessant dualitet i menneskelig kontakt.

…

Siden udviklingen af ​​to come (extended) og Moving in Concert har Mette Ingvartsen tilføjet flere værker til sit samlede portefølje – men fælles for dem alle er, at de viser hendes talent for at udforske nye medier og muligheder indenfor koreografisk tænkning. Men det er altid en fornøjelse at se en kunstner vende tilbage til sine tidligere værker.

Fra sit arbejde med koreografi, installation og performance til sin undervisning og sine forelæsninger og skriftlige bidrag, så kan man kun sige, at Mette Ingvartsen har etableret en produktiv karriere som kunstner med et alsidigt talent inden for den globale scene for dans og koreografi.