En rejse gennem den fysiske og digitale oplevelse af menneskelig kontakt

Explore
Jeffrey S. Stratton

Den danske koreograf Mette Ingvartsen har igen og igen etableret sig som et navn på den globale scene – med hendes værker, der både viser dygtigheden af hendes æstetiske og koreografiske færdigheder – og med dybden af hendes konceptuelle tænkning.

Selvom hun for det meste har begået sig uden for Danmarks grænser, har hendes karriere og tilgange til koreografi haft en betydelig indflydelse herhjemme. Siden sit gennembrudsværk Manual Focus i 2003, som hun stadig turnerer med den dag i dag, har Ingvartsen været vedholdende i at udfordre, påvirke og forme de definitioner, der ofte påduttes folk inden for hendes felt.

Hun er koreograf, skribent, danser, feminist, kurator, underviser, og hun er mor. Alle disse aspekter er med til at definere hendes arbejde og kan både ses og mærkes i hendes værker.

Mette Ingvartsens offentlige tilstedeværelse strækker sig over 20 år og indebærer adskillige forestillinger, forskningsprojekter, kuraterede projekter, artikler, interviews og videoer. Derfor er det også en lidt svær opgave at skulle introducere de to værker, som man kan opleve i Dansehallernes kommende sæson, uden på en eller anden måde at præsentere kvinden selv.

Så hvor skal man begynde?

Lidt baggrund og lidt kontekst

Selvom hun er dansk, så har Mette Ingvartsen boet i Bruxelles, siden hun studerede og dimitterede fra den prestigefulde skole P.A.R.T.S (Performing Arts Research and Training Studios) i 2004. Hun var stadig under uddannelse, da hun begyndte at arbejde på sit gennembrudsværk Manual Focus i 2003. Processen med dette værk banede vejen for Mette Ingvartsens unikke måde at stille spørgsmålstegn ved kropslig repræsentation, hvilket stadig er en aktuel interesse, som hun forfølger, når hun skaber værker.

Hendes samlede virke, som spænder over to store serier af værker, en håndfuld enkeltstående forestillinger og seks forskningsprojekter, er kendt for sin viscerale karakter, hendes evne til at sammenføre teori og praksis, samt hendes æstetiske inkludering af andre domæner såsom installation, teknologi og tekst.

Ud over sin ambitiøse produktion af værker opretholder hun også en travl turnéplan, der bringer hendes arbejde rundt i Europa, USA, Canada og Asien.

Om hendes proces & inspirationskilder

I en samtale med Mette Ingvartsen, som du kan læse her, fortæller hun om, hvordan hendes processer er forskellige for hvert værk, hun skaber. Nogle gange tager hun udgangspunkt i teori, nogle gange i koncept, og andre gange er hun mere interesseret i koreografisk bevægelse eller personlig erfaring.

Man kan vel godt sige, at mit arbejde er tæt forbundet med de sociale og politiske spørgsmål, som jeg generelt går rundt og spekulerer over. I mine kunstneriske processer starter jeg altid med et meget specifikt spørgsmål eller nogle bestemte observationer. Jeg sammenstiller dem derefter med fysiske ideer for at undersøge, hvad disse spørgsmål eller observationer egentlig indebærer eller handler om.

For mig er det også ofte et spørgsmål om form. Jeg afprøver tit mere utraditionelle tilgange i mine værker, der kan skubbe lidt til vores forventninger om, hvordan koreografiske værker kan opleves.

For eksempel opleves forestillingen 69 positions mere som en guidet tur på et museum, hvor publikum kan gå rundt blandt forskellige værker. 7 pleasures har et mere traditionelt teater setup, men samtidig brydes den usynlige grænse mellem publikum og scene, når danserne i værket starter og afslutter forestillingen, som medlemmer af publikum. Noget af det som er vigtigt for mig er altid at finde singulariteten i hvert enkelt værk – ikke kun i temaet, men også i forhold til, hvordan det er udarbejdet rent æstetisk, samt i hvad det forsøger at formidle til et publikum.

Mette Ingvartsen

Om to come (extended)

Det første værk, som vises i Dansehallernes regi til næste år, vil være to come (extended), en revideret version af værket to come, som hun udviklede tilbage i 2005. Ifølge Mette Ingvartsen indeholder denne ‘udvidede’ version et langt større cast af dansere, hvilke har medført, at den overordnede koreografi måtte tilpasses. Derudover tog hun en bevidst beslutning om at placere den udvidede version af værket i den samling, eller serie af værker, som hun har tildelt titlen The Red Pieces. Serien indebærer, udover to come (extended), værkerne 21 pornographies, 7 pleasures og 69 positions. På grund af det eksplicitte fokus på nøgenhed og seksualitet i denne serie, og på grund af de mere overordnede overvejelser omkring “hvordan kroppen historisk set har været et sted for politiske kampe” ændrede hun hele den sidste del af to come (extended) ved at fjerne dansernes kostumer og lade dem opføre koreografien nøgen.

Selvom denne beslutning gav værket en mere eksplicit karakter, opretholder det stadig det grundlæggende udgangspunkt og den mere konceptuelle undersøgelse af seksuel repræsentation – eller mere specifikt sagt: Undersøgelsen af, hvordan vi forholder os til seksuel repræsentation i både det offentlige og det private rum.

Ifølge Mette Ingvartsen ønskede hun at genbesøge dette værk, fordi hun følte, at det afspejlede nogle aktuelle sociale og politiske diskussioner. I kraft af #metoo-bevægelsen, som startede i 2015, blev der åbnet op for nye måder at anskue, afsløre, forstå, diskutere og repræsentere seksualitet på, som ikke havde været tilgængelige et årti tidligere.

Opskalering af værket fra 5 dansere til 15 samt genbearbejdningen af det koreografiske materiale har gjort det muligt for værket at være mere præcis i sin afspejling af den paradoksale måde, vi som samfund forholder os til seksualitet på.

Om Moving in Concert

På mange måder er Moving in Concert en fuldstændig modsætning, i hvert fald på det konceptuelle plan, til to come (extended). Værket blev til efter Mette Ingvartsen havde afsluttet serien The Red Pieces med værket 21 pornographies i 2017.

To år senere havde hun premiere på Moving in Concert og beskrev på daværende tidspunkt værket som en “abstrakt gruppekoreografi”. I modsætning til hendes tidligere værker – som viste en mere eksplicit kropslig kontakt mellem performerne – fjernede hun i dette værk al fysisk berøring. Ifølge Mette Ingvartsen “undersøger dette værk, hvordan mennesker, teknologi og organisk materiale kan interagere for at skabe en ny opfattelse af abstrakt form.”

Lys, fremstillet af de lysstofrør som performerne bærer, er det eneste middel, hvorigennem potentiel kontakt eller berøring finder sted. Dette taler til vores voksende afhængighed af digitale og teknologiske midler, der kan sætte os i forbindelse med hinanden.

I hendes beskrivelse af Moving in Concert, forklarer Mette at, “forestillingen udforsker en poetisk plasticitet, abstraktion og fantasi.” Værket beder publikum om at overveje, hvordan teknologi påvirker vores kroppe, også længe efter alle de teknologiske enheder er blevet slukket.

Som individuelle værker er både to come (extended) og Moving in Concert fremragende eksempler på, hvor dygtig Mette Ingvartsen er som skabende kunstner. Begge værker undersøger presserende spørgsmål – både for samfundet og det enkelte individ. I begge tilfælde er værkerne skabt til at fremkalde refleksion og undren hos publikum.

Når man ser disse to værker lige efter hinanden – to værker, der er både konceptuelt og ideologisk forskellige – får man, efter vores mening, en sand fornemmelse af kompleksiteten og alsidigheden i Mette Ingvartsens arbejde.