Antoinette Helbing
The Low Flow

Træningen finder sted d. 8.-12. november kl. 09:30-11:00

The Low Flow er en serie af klasser, hvor vi i fællesskab arbejder mod en tilstand af fysisk tilgængelighed og parathed. Klasserne involverer en gradvis opvågning af hele kroppen, styrketræning, stræk og koordination samt en stribe undersøgelser af gulvet som bærende kraft og som motor for bevægelse. Klasserne er influeret af Feldenkrais, da Antoinette netop er ved at uddanne sig som Feldenkrais udøver. 

Klassen deles op i tre sektioner:

1. “Shaking”
Denne del består af en guidet “Shaking-praksis”, som hæver kroppens temperatur og øger blodcirkulationen. Arbejdet understøtter tilstrømningen af ledvæske og tillader dermed en større bevægelsesfrihed. Gennem den forøgede blodtilførsel aktiveres bindevævet også, hvilket medfører en mere åben og smidig krop. De vedholdende og repetitive bevægelser i denne praksis understøtter, at unødvendig tankeaktivitet kan slippes, at nervesystemet kan falde til ro og, at man kan opbygge en tilstedeværelse i nuet.

2. Styrke/Stræk
I denne del arbejdes der med en række enkle og velkendte bevægelser (lånt fra yoga fx.), der på forskellig vis strækker og styrketræner og som på en mere legende måde lægger op til en atypisk koordination i kroppen. I første omgang bevæger vi os i et meget langsomt og mere kontrolleret tempo. Anden omgang er mere dynamisk. Denne del af klassen øger kroppens energiniveau og efterlader den i en tilstand af at være mere parat og åben.

3. Fra Feldenkrais til gulvarbejde
Den sidste del af klassen er inspireret af Feldenkrais. Gennem denne metode opbygges en større bevidsthed omkring detaljer, vaner og udnyttelsen af energi i kroppen. Enkle og velkendte bevægelser giver deltagerne mulighed for at dykke ned i kroppens lag samtidig med, at der gives plads til egne og mere personlige undersøgelser. Noget af det som der vil blive introduceret vil have et funktionelt formål, mens andet vil være mere dekorativt. Noget introduceres kun for, at vi kan have det sjovt sammen, mens andet vil fokusere på mere specifikke bevægelsesbegreber som fx. “spiraler”. Fælles for det hele er dog, at det enten udføres nede på gulvet eller, at det giver mulighed for at bevæge sig ind og ud af gulvet.

Vi opfordrer fortsat alle til at passe på sig selv og hinanden. Vi beder derfor alle om at fremvise et gyldigt Coronapas inden deltagelse i træningen. 

Kunstner

Antoinette Helbing

Titel

The Low Flow

Type

Træning

Dato

8.–12.11.2021, 09:30

Varighed

1 time og 30 minutter

Venue

FORSØGSSTATIONEN, Sønder Boulevard 81, 1720 København V

Krediteringer

Eva Racova & Jan Vesala