Dansehallerne er stolte af at præsentere den prisvindende Chiara Bersani under OPENINGS, vores nye, vidtfavnende festival for dans. OPENINGS er den første begivenhed i Dansehallernes spritnye hjem i Carlsberg Byen.
Med forestillingen Seeking Unicorns, udforsker den italienske koreograf og danser Chiara Bersani enhjørningens fantastiske figur. En solo af subtil skønhed og en begavet refleksion over kroppen og otherness.
Enhjørningen er unik i den forstand, at den er et mytologisk væsen uden en myte, der kan begrunde og retfærdiggøre dens eksistens. Den fungerer som et tomt lærred, som vi kan projicere alle mulige betydninger og følelser på. Chiara Bersani trækker en stærk parallel til begrebet body politic – ideen om, at individer former verdens opfattelse af dem selv – og sigter mod at give en kærlighed, en historie og et valg til et væsen, som mennesker har brugt og misbrugt: Gennem århundrederne har enhjørningen ændret form, oprindelse (fra hedensk væsen til symbol på paven) og betydning (magisk healer, vogter af pigers kyskhed, forsvarer af katolsk ideologi), indtil den er blevet et moderne popikon.
I Seeking Unicorns udråber den 98 cm høje Chiara Bersani sig selv til enhjørningens kød, muskler og knogler og giver den åndedræt og øjne. På den måde giver hun stemme til de essentielle spørgsmål, som løber gennem enhjørningen: Hvorfor eksisterer jeg? Er jeg god eller ond? Hvis du fandt mig i din have i morgen, hvad ville du så gøre? Chiara Bersanis tilstedeværelse på scenen, udfoldet i en række enkle bevægelser og gestus, er et sensitivt og subtilt første svar.
OPENINGS
OPENINGS er Dansehallernes nye, vidtfavnende festival for dans. Med festivalen åbner vi op for internationale forestillinger i særklasse og stærke nationale talenter. For et bredt spektrum af dansende kroppe: Ældre kroppe, mindre kroppe, kroppe med forskellige former og farver. For det ikoniske og det overraskende. For andre perspektiver. OPENINGS fejrer danseglæden og gør dans tilgængelig for alle.
Årskortholdere og medlemmer har begrænset billetkapacitet og dermed booking til OPENINGS. Billetbooking foregår som altid efter først-til-mølle-princippet.