Dansehallerne er begejstrede for at præsentere Iceland Dance Company som et fremtrædende højdepunkt under OPENINGS, vores nye vidtfavnende festival for dans. OPENINGS er den første begivenhed i Dansehallernes spritnye hjem i Carlsberg Byen.
I Iceland Dance Companys version af Romeo og Julie dekonstrueres Shakespeares klassiske tragedie minutiøst. Den forgrener sig i adskillige fortællinger, som løber parallelt og skaber en verden myldrende fuld af liderligt begær, kropsvæsker og passionens flammende tunger. Forestillingen udforsker skrigets sårende magt og kærlighedens helbredende kraft, alt imens den byder publikum på eventyrlige kulisser og kostumer, fængslende videoarbejde og fortryllende musik af Sergei Prokofiev. Resultatet er en forestilling, som vækker genklang og berører alle, der ser den.
Romeo & Juliet – Up Close er en ny version af et tidligere værk, som blev skabt af Erna Ómarsdóttir & Halla Ólafsdóttir i samarbejde med danserne på Gärtnerplatz Theater i München i 2018. Forestillingen blev dengang nomineret til den prestigefyldte tyske teaterpris, Der Faust. I 2021 blev forestillingen givet videre til Iceland Dance Company og kommer nu til Dansehallerne i en Up-Close-version, som tilbyder publikum en unik og fordybende oplevelse.
OPENINGS
OPENINGS er Dansehallernes nye, vidtfavnende festival for dans. Med festivalen åbner vi op for internationale forestillinger i særklasse og stærke nationale talenter. For et bredt spektrum af dansende kroppe: Ældre kroppe, mindre kroppe, kroppe med forskellige former og farver. For det ikoniske og det overraskende. For andre perspektiver. OPENINGS fejrer danseglæden og gør dans tilgængelig for alle.
Årskortholdere og medlemmer har begrænset billetkapacitet og dermed booking til OPENINGS. Billetbooking foregår som altid efter først-til-mølle-princippet.