I denne 3-dages workshop vil koreograf og komponist Karis Zidore (hun/hende) dele forskellige krops- og stemmepraksisser fra sit seneste koreografiske værk: soloen Slit Show som hade premiere i Dansehallerne i oktober 2024.
I workshoppen vil vi dykke ned i grundkonceptet i Slit Show, nemlig blottelse og unmasking, med udgangspunkt i værkets materialer: støn, strip og operasang. Med et mix af guidede improvisationer og stemmepraksisser vil workshoppen bevæge sig mellem ladede billeder og affektive tilstande. Forvent en blanding af inderlige kropslige følelser, dekonstruerede danse og bad acting.
Workshoppen vil primært have fokus på udførelse af praksisserne, men refleksion og samtale vil være en integreret del af de tre dage som en måde at placere, udvide og kontekstualisere de ladede materialer, der er i spil. Tidligere erfaring med stemmearbejde kræves ikke. Medbring gerne en notesbog.
Klasserne afholdes på Dansehallerne, Franciska Clausens Plads 27 DK-1799 København V i Studie 3.
Hvordan finder man vej?
Studie 3 ligger i stueetagen med trinløs adgang fra hovedindgangen eller ved at gå direkte ind fra gården bagved. Med trinløs adgang går du ind via hovedindgangen fra gadeplan og fortsætter lige frem mod omklædningsrummene ved siden af foyeren. Studie 3 ligger længst inde til højre.
I Dansehallerne er der niveaufri adgang til alle etager ved benyttelse af husets elevator. Kønsneutralt toilet og omklædningsrum findes i stueetagen.
Vi beder dig venligst møde op 15 minutter før timen, så der er tid til at tjekke ind med din QR-kode på billetten.
Det er kun medlemmer, der kan deltage i Dansehallernes træningsaktiviteter – et helt års program med cirka 5 dages træning om ugen og nu også workshops hver anden uge. Dette gælder alle professionelle medlemmer uanset baggrund i danseundervisning, og det er også muligt at deltage i en drop-in klasse. Internationale gæster kan deltage i træning gratis i op til 1 måned. Har du kommentarer eller gode tips til træningsprogrammet, kan du altid sende en e-mail til kuratorerne Ar Utke Ács: aua@dansehallerne.dk og Caroline Blomqvist: cbl@dansehallerne.dk.