Casino er, hvad salsadans kaldes på Cuba, og henviser til det sted, hvor man går hen for at danse. Casino er også titlen på dette værk.
I Casino bevæger den svensk-chilenske Ofelia Jarl Ortega, Nina Sandino fra Nicaragua og Jao Moon fra Colombia sig på et fiktivt dansegulv i en latinamerikansk klub for pardans. Dansernes egne forhold til salsa bevæger sig gennem deres kroppe som et repertoire af historiske og personlige minder.
Med dansernes engagement og lyden af deres trin er musikken til stede i sit fravær. På en subtil, tilbageholdende, detaljeret og legende måde knytter de tre dansere sig til hinanden – og fejler nogle gange i forsøget.
Kontekstualisering af salsadans i Sverige:
En stor latino-bølge fandt sted internationalt i 90’erne og 00’erne og satte fokus på kunstnere som Shakira, Jennifer Lopez, Ricky Martin og Marc Anthony. Selvfølgelig har der været latino-bølger både før og efter. “Latino” er heller ikke en genre – Latinamerika omfatter lande fra Chile i syd til Mexico i nord. Under 90’ernes og 00’ernes latino-eksplosion blev salsa meget populært i Sverige. Alle dansede det, herunder den latinamerikanske diaspora.
Chilenere har aldrig rigtig haft salsa som deres nationale dans. I stedet har salsa været enormt stort på Cuba, i Colombia og i Caribien. Hver middag afsluttes med salsa, og hver fødselsdagsfest er en dans. I Chile har den sociale dans snarere været cumbia eller folkedansen cueca. Alligevel blev salsatræffene blandt chilenere i Sverige enorme. Fænomenet voksede i Sverige på grund af det store antal chilenere, der boede i landet efter Pinochets diktatur i 70’erne-90’erne. For eksilchilenere blev salsa en måde at komme tættere på deres latinamerikanske baggrund. Det blev en subkultur inden for diasporaen. Og for at være latino måtte du kunne danse salsa – en kliché, der stadig hjemsøger os i dette værk.
Koreografens kommentar
“I min familie var det kun min onkel Rafael, der dansede. Han havde endda sin egen salsaklub på operarestauranten i Malmö i 90’erne. Men da salseros mest drikker vand, når de danser, måtte klubben lukke på grund af lavt salg i baren, trods de velbesøgte aftener.
Da jeg første gang rejste til Chile som voksen, mødte jeg den blomstrende reggaeton-scene og den feministiske subgenre neo-perreo. I nogle år var reggaeton min forbindelse til Latinamerika og min egen arv, indtil jeg snublede over salsa. Salsamusikken har altid været en del af det, der blev spillet derhjemme, men dansen havde været skjult for mig. Nu tænker jeg kun på salsa. Det er blevet min nyfundne måde at knytte mig til en latinamerikansk diaspora, at være chilener i Sverige og at være andengenerationsindvandrer.”
– Ofelia Jarl Ortega
Ofelia Jarl Ortega (f. 1990) er en chilensk-svensk koreograf og performer bosat i Stockholm. Hendes arbejde kredser om sårbarhed og femininitet, ofte med en suggestiv og erotisk æstetik. Spørgsmål om magt og gruppedynamikker er kernen i hendes undersøgelser. Hun er uddannet fra Den Kongelige Svenska Balletskole (2010) og har en mastergrad i koreografi fra Stockholms Konstnärliga Högskola (2014). Siden 2015 er hendes værker blevet præsenteret både nationalt og internationalt på steder som ImPulsTanz i Wien, MDT i Stockholm, Arsenic – Contemporary Performing Arts Centre i Lausanne og Moving in November i Helsinki.
www.ofeliajarlortega.com
Nina Sandino (hun/de) er født i Bilwi [“slange i bladet” på mayangna-sproget] ved Nicaraguas caribiske kyst, et område rigt på forskellige kulturer, oprindelige folk og etniske fællesskaber.
Nina er arkitekt og bevægelsesaktivist, der arbejder selvstændigt som økosocial designer, koreograf/performer og danselærer. Hendes praksis fokuserer på afroindigene queer-futurisme og forfædrenes fælles viden. Ninas arbejde drives af nødvendigheden af kunstnerisk udtryk som en politisk handling og interesserer sig for helhedsorienterede praksisser, hvor hvile, nydelse og glæde bruges som radikale redskaber til personlig og kollektiv styrkelse. Hendes kunstneriske praksis er en glædesfyldt oprørshandling for selvopretholdelse.
www.ninasandino.com
Jao Moon
Oplevelsen af at vokse op i periferien af Cartagena de Indias, Colombia, formede Jao Moon som et politisk legeme. At leve i et miljø præget af konstant modstand fik dem til at stille spørgsmål ved de dominerende sociale orden, og dette er blevet omdrejningspunktet for Jao Moons arbejde.
Jao Moons værker inkluderer Memory of Dislocation, Everybody can be / Everybody can not be på Ballhaus Naunynstraße samt The Lifetime of Fire – Manifestos for a Queer Futures på HAU, HKW Haus der Kulturen der Welt og Anahuacalli Museum CDMX. Deres samarbejder og værker er blevet præsenteret på steder som Volksbühne Berlin, Sophiensaele Berlin, Kampnagel Hamburg, Deutsche Oper Berlin, Centre Pompidou Paris, Neue Nationalgalerie Berlin og Hamburger Bahnhof – Nationalgalerie der Gegenwart Berlin 2024.
