WHITEOUT – en tankevækkende og livsbekræftende danseforestilling om at miste
Når man befinder sig i et arktisk whiteout – et naturfænomen, hvor sneen hvirvler rundt, og alt bliver hvidt – kan man opleve en fornemmelse, der minder om sorg: enhver følelse af retning forsvinder.
WHITEOUT går tæt på det smertefulde savn, de ubærlige tanker, den skam og de tabuer, der omgiver selvmord.
På den anden side af et whiteout, som har krævet indsigt og refleksion, placeres man på ny i verden – vi finder hinanden og skaber forbindelser på tværs.
Forestillingen kaster et vigtigt blik på et emne, som vi som udenforstående ikke må være berøringsangste overfor. Samtidig udforsker forestillingen det livsbekræftende, som de efterladte ofte fortæller om: evnen til at reflektere over værdien af relationer og fællesskaber og ikke mindst taknemmeligheden over at have kendt.
I WHITEOUT kropsliggøres sorgen og savnet, men også håbet, styrken og troen på livets kraft og mening.
Forestillingen er skabt af Sarah Aviaja Hammeken, kunstnerisk leder af Aviaja Dance Company, med musik komponeret af Gerth Lyberth. På scenen står Elias Khanamidi, Eydís Rose Vilmundardóttir, Márton Debreczenyi og Amanda Rubio Sanchez, som også fungerer som koreografassistent, samt Sarah Aviaja Hammeken selv. Kostumerne designes af Parnuuna Thornwood, mens scenografien udvikles i samarbejde med lysdesigner Brian Cord’homme. Dramaturgien er skabt i samarbejde med Sirí Paulsen, der bidrager med research og indsamling af personlige erfaringer.