Der er så meget af det afgørende i et liv, der er styret af tilfældigheder. Strømme af nyheder minder os om, hvor sårbare vi er, og hvor hurtigt alt kan forandres. Hvad er egentlig de bærende strukturer i et liv? Hvad ser vi, når vi ser tilbage på vores tilværelse: snapshots af øjeblikke, naturligt forekommende støj, tilfældigheder, dybe affekter, kollisioner og valg. Momenter som vi forbinder og som sætter rod, og som herigennem bliver fundamentet for vores afgørende relationer.
Med True Random fortsætter Marie Topp og hendes samarbejdspartnere deres serie af værker, der undersøger oplevelsen af tid i forskellige faser af tilværelsen. Serien, som yderligere består af ”The Labyrinth” (2022) og ”Maze” (2023), udspringer af behovet for at forstå, hvordan livsovergange påvirker måden, vi relaterer til tid og forbinder os med andre mennesker.
Skrevet om de tidligere værker i serien:
“The Labyrinth” fra 2022 er et mesterværk, der rammer publikum i maven og giver form til livets essens.“ Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst 2024.
“Nogle gange ser man et værk, som minder én om, hvor fantastisk kunst kan være. På den der måde hvor man føler, at verden åbner sig, alt bliver levende på ny. Ikke fordi det er udelukkende dejligt at være med værket, men mere fordi det rammer de dybeste strenge i forståelsen eller følelsen af at eksistere som menneske. For mig er The Labyrinth af Marie Topp et sådant værk.” Karin Hald, Bastard Blog 2024
”Måske er det sådan, det er at leve. Livet i en nøddeskal, som essens. Indtryk og udtryk i samvær med omgivelserne. Maze sætter farten ned og repeterer igen og igen cykliske formationer for at udfordre vores egen og samtidens tendens til at løbe i én retning fuld af distraktioner undervejs.” Maze Iscene.dk 2024.
Billetlink til forestillingen offentliggøres snart her på siden.
Kunstnerne bag værket
Marie Topp er en etableret koreograf på den danske scene. Hendes værker er kendetegnet ved en tydelig signatur. De er minimalistiske, men detaljerige. Hun skaber scenarier, der er tætte og billedmættede i både de visuelle, kinæstetiske og auditive dimensioner. Hun arbejder med intensiv langsomhed som et gennemgående greb for at konfrontere vores vanlige tankemønstre og menneskets iboende trang til at blive distraheret fra ubehag. Hun udvikler resonansrum og kunstneriske rammer, som understøtter sanselige møder, kropslig tænkning, kollektiv koncentration og eftertanke.
Mårten K Axelsson er lysdesigner og scenograf. Uddannet lysdesigner på Statens Teaterskole 2009. Mårten har arbejdet som lysdesigner både i Danmark og i udlandet. Bl.a på Det Kongelige Teater, Malmö Stadsteater, Aarhus Teater, Folketeatret, Norrdans Härnösand, Den Jyske Opera, Odense Teater, Kampnagel Hamburg, Schauspiel Frankfurt, Schauspiel Köln, Atalante, Dansehallerne, Aalborg Teater.
Julia Giertz er lydkunstner med baggrund i koreografi og teknik. Hun bor i Stockholm og arbejder i sine værker med lyd i relation til mennesker, objekter og elektronik. Hun har værker på bl.a. Venedig Biennalen, Unsound, Intonal, Tensta Konsthal, Kunsthal Charlottenborg, MDT, Kampnagel og Norrlands Operaen. Hun har kunstneriske samarbejder med blandt andre: Marie Topp, Zosia Holubowska og Tarek Atoui. Hun har holdt forelæsninger om immersiv audio og synthesizers på Malmö Konsthögskola og Elektronmusikstudion (EMS). Som lydtekniker har hun arbejdet med at udvikle lyd-domen på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm.