Dansehallerne
Åbningsceremoni og fejring

Dansehallerne inviterer alle til et brag af en fejring, når vi slår dørene op for indvielsen af dansens nye hus i Carlsberg Byen. Oplev et overflødighedshorn af internationale, mangfoldige og tankevækkende danseoplevelser.

Eventet er gratis, og alle er velkomne.

Den imponerende historiske bygning med de høje skorstene midt i Carlsberg Byen bliver på dagen levendegjort af dansende kroppe og bevægende koreografi.

Oplev blandt andet en af de allerstørste nulevende stjernekoreografer, belgiske Anne Teresa De Keersmaeker, danse på scenen. Måske holder publikum vejret, når bygningen udefra bliver bragt til live af to dansere, der bevæger sig ud fra taget og danser duetten Breathing From The Ground Up vertikalt på bygningens facade. Lad dig rive med af pulserende dans af den sensationelle britisk-amerikanske kunstner, Malik Nashad Sharpe, samt Danmarks House-dronning, Marie Kaae. Ni dansere fra Dansk Danseteater indtager scenen med et uddrag fra Bloody Moon skabt til Copenhagen Summer Dance. Henrik Vibskovs dansende kostumer hvirvler dig ind i familieforestillingen Regnbuen af MYKA og Ray Roa Alonso, og børn og deres forældre kan danse med i tre danseworkshops i løbet af dagen. Der vil også være en dansebiograf, hvor man kan sætte sig til rette og lade sig opsluge af dansens magiske udtryk på lærred.

Til fejringen inviteres store som små til at kigge forbi til en oplevelsesrig og inkluderende dag. Hele huset med to scener, studier, facaden og området rundt om bygningen kommer til at boble over af dans.

Vi byder på balloner til børnene og mulighed for at gå på opdagelse i den imponerende historiske bygning. Der vil være drikkevarer og andre lækkerier for at fejre dagen med gæsterne, man kan vinde billetter til kommende forestillinger, opleve overraskelser – og blive klogere på, hvad dans er og kan.

Programmet gentages i løbet af dagen, så der er rig mulighed for at kigge forbi, danse med og gå på opdagelse i dansen.

KUNSTNERISK PROGRAM 31. AUGUST

Anne Teresa De Keersmaeker, Rosas (BE) / soloen Pioverá

Malik Nashad Sharpe alias Marikiscrycrycry (UK/US) / DARK, HAPPY, to the CORE 

Dansk Danseteater (DK) / uddrag af nyt værk BLOODY MOON skabt til Copenhagen Summer Dance 2024 af Marina Mascarell (ES)

Marie Kaae (DK) / forsmag på nyt værk WIRED

MYKA/My Grönholdt (DK) & Ray Roa Alonso (PI/UK) Regnbuen – skabt i tæt samarbejde med Henrik Vibskov (DK) & Cristian Vogel (DK) /

Se Byen Vertikalt (DK) / uddrag af BREATHING FROM THE GROUND UP

Kalliopi Siganou (GR/DK) & Amalie Bergstein (DK) / SOMA PLAY STOP workshop i tre dele

Maia Elisabeth Sørensen (DK), ved dansefilm.dk, har til dagen kurateret et program til dansefilmbiografen.

Detaljeret program med oversigt over dagen følger her senere.

FLERE DANSEOPLEVELSER UNDER OPENINGS

I forlængelse af Dansehallernes Åbningsceremoni og fejring byder vi på meget mere dans og koreografi under festivalen OPENINGS den 3.-8. september.

OPENINGS er Dansehallernes nye, vidtfavnende festival for dans. Med festivalen åbner vi scenerne op for internationale forestillinger i særklasse og stærke nationale talenter. For et bredt spektrum af dansende kroppe: Ældre kroppe, mindre kroppe, kroppe med forskellige former og farver. For det ikoniske og det overraskende. For andre perspektiver. OPENINGS er en fejring af dansen og en åbning for nye oplevelser.

Kunstner

Dansehallerne

Titel

Åbningsceremoni og fejring

Type

Børn & Familie, Forestilling

Dato

31.8.2024, 14:00

Varighed

3 timer

Venue

Dansehallerne, Franciska Clausens Plads 27, 1799 København V

Føj til kalender

Presse

Augustinus Fonden (da)
JORCK´s FOND