Underjordiske Danse er både en danseforestilling og en workshop i én for 3-6-årige og deres voksne.
Vi inviterer jer til en legende og fordybende udforskning af den fascinerende og skjulte verden af liv under jorden! Sammen, vil vi forestille os hvordan det føles at være mikroskopisk, indviklet som rødder og danse som nogle af jordens utallige organismer. Gennem bevægelse, leg og fantasi, undersøger vi forbindelse, samarbejde og de symbiotiske forhold, der hjælper livet under jorden med at florere og udfolde sig. Hvordan føles det at være en lille bitte del af noget større?
Intentionen med workshoppen er at guide deltagerne i at observere og bevæge sig på på måder som vækker fantasien, og inviterer børn og voksne til at sanse, føle og lege deres vej ind i mikroverdenen, som findes under vores fødder.
Praktisk info:
Faciliteringen foregår på dansk og/eller engelsk afhængigt af deltagernes behov.
Hver voksen og hvert barn skal have deres egen gyldige billet for at deltage i performanceworkshoppen. Vælg én billet til normalpris + én ungdomsbillet (unge under 25 år), hvis I for eksempel er en voksen og et barn, der oplever Underjordiske Danse sammen.
Vi beder alle om at tage skoene af, før de går ind i performanceworkshoppen.
Vores bar er åben før og efter performanceworkshoppen, hvor du kan købe sodavand, juice og kaffe/te. Du er meget velkommen til at medbringe egne sandwiches og snacks, som kan nydes i vores foyer før og efter ‘Underjordiske Danse’.
Om kunstnerne bag forestillingen:
Amalie Bergstein Nielsen og Kalliopi Siganou er københavnerbaserede dansekunstnere, som arbejder sammen som en kunstnerisk duo i udviklingen af “Underjordiske danse”. Begge er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole (2019) og deler en stærk baggrund inden for deltagerbaserede dansepraksisser for børn og unge publikummer.
Amalie har omfattende erfaring med turnévirksomhed på skoler, optræden i danseproduktioner for børn samt facilitering af kreative bevægelsesrum for unge deltagere. Kalliopi bidrager med en praksis, der er forankret i deltagerbaseret scenekunst for børn og unge publikummer, og har udviklet værker til skoler, børnehaver, biblioteker og udendørs offentlige rum, med fokus på at skabe legende og inkluderende formater for både voksne og børn.
I “Underjordiske danse” forener de deres erfaringer og fælles passion for arbejdet med børn i skabelsen af en forestilling/workshop, der udforsker fantasi, bevægelse og forbundethed, inspireret af jordens mikroskopiske liv.




















