I sensommeren 2026 lanceres yes – dance biennale – en ny international dansebiennale, der over fem uger samler markante stemmer inden for dansk og international samtidsdans og koreografi. Med København som ramme skabes en fælles platform, hvor kunstnere, institutioner og publikum mødes om dansen som en levende, aktuel og samfundsrelevant kunstform.
Dansehallerne er medinitiativtager og medarrangør af biennalen sammen med København Danser, Sydhavn Teater og Dansk Danseteater. Sammen har de fire aktører udviklet formatet og lagt fundamentet for en ny tilbagevendende kulturbegivenhed med internationalt udsyn og stærk lokal forankring.
For Dansehallerne er yes – dance biennale en del af et langsigtet arbejde for at styrke dansens synlighed, skabe nye forbindelser mellem lokale og internationale praksisser og åbne feltet mod nye publikum og samarbejder. Biennalen udspringer af et fælles ønske om at samle kræfterne i det danske dansefelt og skabe en bæredygtig platform for kunstnerisk udvikling, udveksling og fordybelse.
En by i bevægelse
Fra den 26. august til 28. september 2026 udfolder biennalen sig på tværs af København – på etablerede scener, i mindre studier og i byens offentlige rum. Programmet består af forestillinger, talks, workshops, events og kunstneriske møder og favner både store internationale produktioner, eksperimenterende formater og nye værker af danske koreografer.
Som en del af biennalen præsenterer Dansehallerne også OPENINGS – et kurateret program med fokus på nye koreografiske stemmer og eksperimenterende formater. Her skabes rum for kunstneriske undersøgelser, internationale forbindelser og møder mellem publikum og kunstnere på tværs af praksisser og generationer.
Biennalen udfolder dans med stor kunstnerisk og formmæssig spændvidde og inviterer publikum til at opleve byen i bevægelse gennem koreografi, fællesskab og nye perspektiver på samtidsdansen.
Fakta
Periode: 26. august – 28. september 2026
Sted: Forskellige scener og byrum i København
Arrangører: Dansehallerne, København Danser, Sydhavn Teater og Dansk Danseteater
Program: Offentliggøres løbende på yes – dance biennale
Sociale medier: @yesdancebiennale
Støttegivere: yes – dance biennale 2026 er støttet af Augustinus Fonden, Københavns Kommune, Statens Kunstfond og Beckett-Fonden.
Besøg yes – dance biennale’s hjemmeside: https://www.yes-dancebiennale.dk
