Dansehallerne er midlertidigt uden fast hus og dermed også uden egen scene. Men den tid er snart forbi, for i april 2022 blev planerne for Dansehallernes fremtid fastlagt: Kedelhuset med de fire markante knejsende skorstene bliver vores kommende hjem, så vi igen kan få et knudepunkt for dans og koreografi i hjertet af Carlsberg Byen til glæde for københavnerne og resten af Danmark. Læs mere om realiseringen her.



Se alle foreløbige illustrationer af Kedelhuset her og visuel rundvisning her.
Den 4.600 m2 fredede bygning tilføres masser af liv og ny funktion i dansens tjeneste, alt imens bygningens stemning og sjæl bevares. Her bliver skabt en enkel fleksibel ramme, der kan tilpasses nye kunstneriske præsentationsformer. Et hus fuld af liv med scener, studier, mødepladser og administration, som fyldes med inspirerende og udfordrende scenekunst, dans, koreografi, installationer, musik, videokunst og meget mere.
Det er et bredt samarbejde mellem Københavns Kommune, Bygningsfonden Kedelhuset, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S og fondene Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden, Lokale og Anlægsfonden, Louis-Hansens Fond samt den filantropiske forening Realdania, som har muliggjort, at Dansehallernes nye hus bliver en realitet.
Mens ombygningen foretages af det nye hus for dans og koreografi i København, holder Dansehallernes administration til på H. C. Andersens Boulevard og vores mange forskellige aktiviteter foregår på forskelligartede venues rundt om i byen – på teatre, i kunsthaller, i byrummet og alternative steder. Publikum kan opleve vores forestillinger, koreografiske værker og installationer, events, samtaler, seminarer og andre aktiviteter på fx Copenhagen Contemporary, Betty Nansen Teatret, Den Frie Udstillingsbygning, Den Grå Hal og Dansekapellet. Ude i landet viser vi vores forestillinger på skoler, i daginstitutioner og lokale spillesteder.