Malik Nashad Sharpe (alias Marikiscrycrycry) er en prisvindende og internationalt anerkendt koreograf, hvis værker altid er præget af en kompromisløshed, der både udfordrer og rører publikum. Hans kunst er intens, rå og dybt menneskelig – den trækker os ned i afgrunden for at vise os lyset.

Dansehallerne har haft fornøjelsen af at præsentere flere af Sharpes værker – blandt andet det eksplosive Dark, Happy, to the Core i samarbejde med Roskilde Festival, soloværket GONER på Betty Nansen Teatret og i oktober 2025 forestillingen AIR BODY SAD, som er skabt med det toneangivende svenske kompagni Norrdans.

Når Malik Nashad Sharpe indtager scenen som Marikiscrycrycry, er det som om håbløsheden lokker ham mod afgrunden, og vi, publikum, bliver suget med ham.

Sharpes værker er præget af vold og brutalitet, men i det finder vi katarsis – mørket, vi oplever, er ikke en hindring, men snarere en nødvendig rejse mod håbet.

For Sharpe er hans værker ikke blot kunstneriske udtryk, de er nødvendigheder: “Mørket i vores liv er okay, du er ikke alene om det. Det er midlertidigt, du har magten til at gøre det til noget andet,” siger han.

I sommeren 2023 oplevede det danske publikum dette på tæt hold: Dark, Happy, to the Core, et samarbejde mellem Dansehallerne og Roskilde Festival, eksploderede på scenen med en energi, der efterlod både kritikere og publikum åndeløse. Uger senere kom soloværket GONER på Betty Nansen Teatret – et værk så rå og rørende, at det føltes som at se en sjæl blive vendt på vrangen.

Fra mørke til bevægelse

Sharpe voksede op i New York i en caribisk indvandrerfamilie, hvor hans barndom var præget af ustabilitet, begrænsede ressourcer og en gennemgribende følelse af rodløshed.

Dansen kom ind i hans liv som en eskapistisk overlevelsesstrategi. Som 13-årig blev han medlem af sin high schools showkor. Der, i lånte dansestudier, fandt han ikke kun bevægelse, men også et glimt af en mulig fremtid. Lærerne omkring ham forstod, at her var en dreng, der havde brug for et tilflugtssted, og de løftede ham op: “Jeg tror, at bag lukkede døre så disse undervisere, at jeg havde brug for hjælp. Så de gav mig et rum at eksistere i og troede på mig – det havde jeg virkelig brug for.”

Den tro på dansen bar ham fremad. Først til Williams College, hvor han fik en BA i eksperimentel dans med højeste udmærkelse, derefter til London og Trinity Laban, hvor han modtog Simone Michele-prisen for koreografi. Det, der begyndte som en flugt, blev til et kald.

Et flydende væsen

I dag bor Sharpe i London, men han er sjældent hjemme. Turnéer, gæsteoptrædener, residensophold og undervisning fører ham hele verden rundt: “Jeg ser det som en arv, jeg har fået,” forklarer han, “jeg voksede op i New York, men min familie er ikke derfra, de voksede op et andet sted, og sådan går det tilbage. Jeg har ikke den følelse af hjem, som de fleste mennesker har.”

Men denne rodløshed har også gjort ham til et væsen i konstant forandring – flydende, smidigt, i stand til at absorbere og tilpasse sig nye miljøer. Det er en erfaring, der går igen i hans kunstneriske praksis: “Det er et privilegium, nogle gange en nødvendighed. Det er komplekst, det er en forbandelse.”

Koreografi som tanke

Sharpe beskriver koreografi som et sted for tænkning. Hans værker er fyldt med refleksion og samtidig kompromisløst fysiske: “Den eneste måde hvorpå, jeg kunne føle at jeg var okay, var at lave noget fysisk.”

I hans koreografi bruges horror som et æstetisk virkemiddel, men aldrig alene for effekten. For ham handler det om “at have det sociale ansvar at observere og kommentere. Det, mit arbejde siger om mig, er, at jeg ser, jeg er opmærksom.” Resultatet er forestillinger, der ikke blot underholder, men insisterer på at skabe rum for kontemplation. “Kroppen er en hjerne,” som han udtrykker det.

En særlig tilstedeværelse

At møde Malik Nashad Sharpe er at møde en kunstner, der både er gennemtænkt og umiddelbar, både dybt beskyttende over for sig selv og helt åben. Han kan virke som en person, der bærer mørket tæt på sig, men han insisterer på lyset, på glæden ved at have skabt et liv, hvor han kan eksistere og være en inspiration for andre: “Jeg har skabt dette liv for mig selv, det er helt sikkert et lys i mit liv. Det begynder at give mening, hvorfor man arbejder så hårdt, når det er ikke kun for ens egen skyld.”

Den overbevisning går igen i alle Marikiscrycrycry-forestillinger. De handler aldrig udelukkende om Sharpe selv; de er spejle, hvor publikum kan se deres egne brud og deres egen modstandsdygtighed. Værkerne minder os om, at håbløshed, selvom den er tilbagevendende, aldrig er absolut, og at forandring, uanset hvor skrøbelig den er, altid er mulig.

Astralprojektion – evnen til fuldt ud at transcendere sin fysiske krop og observere sig selv udefra – er den superkraft, Sharpe ville ønske sig, hvis han mødte ånden i lampen. Det er også en af grundene til, at han elsker at skabe danse, som han ikke selv optræder i: I disse værker bevæger han sig ud over sig selv og er vidne til og betragter noget, der stadig tilhører ham, og som han fortsat er en del af.

Som en af vor tids mest markante koreografiske stemmer opfordrer Sharpes kunst os til at dvæle i ubehag, konfrontere de skygger, der former os, og opdage en stædig, lysende håb i dem.

“Det handler om transformation; belønningen er at være i stand til at omdanne vores mørkeste øjeblikke til noget.”

OM

Malik Nashad Sharpe er associeret kunstner ved The Place i London og resident ved Somerset House Studios, med tidligere residensophold på bl.a. Sadler’s Wells, Barbican og Tate Modern. Han er uddannet i eksperimentel dans (Williams College) og samtidsdans (Trinity Laban), hvor han modtog Simone Michele-prisen for fremragende koreografi. Sharpe er blevet kåret som Rising Star in Dance af Attitude Magazine (2019) og optrådte på Forbes 30 under 30 (2022). Han bor i London og underviser i dans og performance bl.a. på Stockholm University of Arts.