I forbindelse med den kommende premiere af værket Caresses fortæller koreograf Emilie Gregersen om sin interesse i ‘berøring’, som både en fysisk handling og som et konceptuelt og politisk genstandsområde. I værket udforskes temaer som samtykke, samhørighed og andre måder at opleve og navigere i verden.

Selvom du ikke har oplevet hendes tidligere værk Touch (2019), så er der masser at hente som ny publikummer i det kommende, men relaterede værk, Caresses. I begge tilfælde tages der afsæt i en øget opmærksomhed på sanserne og deres evne til at forbinde os med omverdenen.

I forbindelse med premieren til oktober fik vi os en snak med Emilie om hendes kunstneriske proces og hendes fortsatte undersøgelser af ‘berøring’ set fra et fænomenologisk perspektiv.

Praksisbaseret koreografi og hyper-performance

Emilie refererer ofte til sit kunstneriske arbejde som “en intersektion mellem praksisbaseret koreografi og hyper-performance”. Som begreb henviser ‘Praksisbaseret koreografi’ til et skift, der fandt sted i 1960’erne, da den konceptuelle kunst gjorde sit indtog på kunstscenen. I denne periode bevægede den kunstneriske interesse sig fra at være objektorienteret til at koncentrere sig mere om idéen bag et værk. Efterhånden som de aktiviteter, som kunstnere udøvede, tiltrak en større opmærksomhed end selve objekterne de producerede, begyndte man at anerkende kunstnerisk udfoldelse som en praksis.

I koreografisk øjemed er den praksisbaserede tilgang en måde, hvormed koreografen kan involvere publikum i sine praktiske undersøgelser, uden at hun på forhånd ved præcis, hvad disse undersøgelser vil resultere i. Det er dermed undersøgelsen og dens udtryk i sig selv, der bliver central i et værk frem for for eksempel indøvede dansefraser.

Hos Emilie overlapper hendes interesse i koreografisk praksis med det mere abstrakte koncept ‘hyper-performance’. Hun forklarer, hvordan de to ting hænger sammen i hendes kunstneriske arbejde:

“Begreberne henviser til et spektrum i mit arbejde, der spænder mellem kraftigt iscenesatte plateauer og et koncentreret arbejde med en koreografisk praksis, eller et score, som udfoldes på scenen hen over længere tid. Jeg bevæger mig mere eller mindre flydende mellem disse to tilgange, både i min måde at performe på og iscenesætte koreografi. I min forståelse henviser begrebet “hyper” til noget forstærket eller intensiveret og den praksisbaserede koreografi er et redskab, som giver mig lov til at insistere og udvikle noget i performance-situationen, som ikke ville kunne udtrykkes i et præfabrikeret eller stillestående billede.”

I rammen af sit virke, og det spektrum, som hun bevæger sig indenfor, har Emilie udviklet forskellige metoder, der gør det muligt for hende at skabe et trygt arbejdsrum, hvor følsomme emner, såsom samtykke, erotik og magt, kan udforskes.

At undersøge samtykke i kunstneriske sammenhænge

Hendes tidligere værk Touch såvel som det kommende værk Caresses er begge præget af Emilies interesse for feministisk teori og intersektionalitet. Blandt andet har en lille samling af stærke litterære udgivelser spillet en særlig rolle for hendes kunstneriske udvikling:

• Erin Manning’s bog The Politics of Touch, som “undersøger forskellige begreber om vold, køn, seksualitet, sikkerhed og identitet, ved at skitsere, hvordan berøring informerer kroppen”.
• Laura U. Marks Touch: Sensuous Theory and Multisensory Media, som har givet Emilie en interessant indsigt i haptik.
• Audrey Lordes The Uses of the Erotic: The Erotic as Power, som har været med til at udbrede forståelsen for, at der eksisterer “mange former for magt, anvendte og ikke anvendte, anerkendte former såvel som dem, der eksisterer uden for normen.”

Sammen med de øvrige kunstnere (danser Paolo De Venecia Gile, lydkunstner Karis Zidore, dramaturg Naya Moll, samt billedkunstner Elin Stampe), som er involveret i udviklingen af Caresses, har Emilie efterhånden udviklet et stort vokabular, når det drejer sig om ‘berøring’, magt og ansvar. Det er således vigtigt for hende at deres arbejde foregår under trygge forhold, og at der bliver efterspurgt samtykke, når deres fælles proces tager en uventet drejning, eller når de sammen bevæger sig ud i ukendte farvande.

Caresses og ‘berøring’ som fænomen

Berøring som fænomen er det centrale tema i Caresses, hvor nogle af de mere fagspecifikke begreber, som Emilie og hendes samarbejdspartnere bruger og deler, ligger mere i baggrunden. Med andre ord, så er det den personlige oplevelse af verden, der filtreres gennem vores taktile sansning, som er i spil. Som professionel danser er Emilie særlig trænet i at bemærke sansernes signaler i sin krop. På den baggrund spurgte vi ind til, hvordan hun er gået til den praktiske del af arbejdet med berøring både i det tidligere værk Touch samt i forbindelse med Caresses:

“For mig giver det mening at kigge på de her værker som en form for prisme, forstået på den måde, at de alle er udtryk for en poetisk spaltning af den samme grundlæggende interesse i ‘berøring’ som et fænomen. Værkerne skal ses som forskellige måder at beskæftige sig med sansehierarkier samtidig med, at der stilles spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle oplevelser og noget viden prioriteres højere end anden. Hver især er værkerne dog ret forskellige. Touch (2020), som blev skabt i samarbejde med Naya Moll og Karis Zidore, er en solo om forholdet mellem berøring og overflade. Det er en undersøgelse af intimitet og afstand i et tech-sensuelt univers. Jeg eksperimenterede meget med grænsefladerne mellem virkelighed og fiktion og skabte en figur, som både er syntetisk og følende på samme tid, og som forvrænger sanseoplevelsen af berøring. Caresses handler også om berøring, men tager fat på nogle helt andre tematikker. Her drejer undersøgelserne sig om samhørighed, samtykke, platonisk erotik, taktilitet og stoflighed. For mig er dette værk en række performative bud på, hvad det vil sige, hvis det at kærtegne var den grundlæggende forudsætning for det at engagere sig med blikket, lyden, tungen, huden, gulvet, væggene etc. og hvordan denne øgede opmærksomhed kan blive en poetisk refleksion, som publikums sanser også kan engagere sig i.”

Vores overvejelser

I modsætning til mange andre former for udveksling mellem mennesker (såsom blikke eller ord) kræver berøring både regelbundet styring og praktisk diplomati. For eksempel, behøver man ikke spørge om samtykke for at se på andre mennesker, men man skal have samtykke for at røre ved dem.

I værket Caresses kan man opleve, hvordan de personlige, politiske og samfundsmæssige mekanismer, der styrer vores taktile sansning, udfordres gennem koreografisk praksis og billedproduktion.