Der er meget, som vi ofte tager for givet når det kommer til vores sanser, og hvordan vi forholder os til og oplever verden igennem dem. Ifølge danser og koreograf Emilie Gregersen, findes der et form for ‘sansehierarki’, som underprioriterer berøringssansen. I hendes tidligere soloværk, med den passende titel Touch, udforskede hun netop berøring. I hendes kommende værk Caresses udfolder hun interessen omkring dette endnu mere.

Vi fik os en snak med Emilie inden den kommende premiere på Copenhagen Contemporary og her er hvad hun havde at sige:

Hvad er nogle af de grundlæggende koncepter og ideer, som du undersøger i din kunstneriske praksis lige nu?

“Pt. undersøger jeg ‘kærtegn’, som mit kommende værk Caresses også forsigtigt antyder. Det er et stofligt og poetisk rum, hvor jeg navigerer samtykke, samhørighed og berøring – ikke kun forstået som en fysisk handling, men som et politisk og konceptuelt genstandsområde.

Generelt er jeg meget optaget af, hvordan sanserne former vores perception af virkeligheden og vores måde at navigere og være til i verdenen. I mit koreografiske arbejde beskæftiger jeg mig særligt med berøring og synssansen, det haptiske og det optiske. Jeg syntes, at tvetydighed er rigtig spændende. Via en øget opmærksomhed på sanserne og deres evne til at bearbejde forskellig input eksperimenterer jeg en del med en slags forvrængning eller forskydninger i billeder.”

Du beskriver dit arbejde som værende noget, der placerer sig mellem praksisbaseret koreografi og hyper-performance. Vil du forklare lidt mere om, hvad det vil sige?

“Begreberne henviser til et spektrum i mit arbejde, der spænder mellem kraftigt iscenesatte plateauer og et koncentreret arbejde med en koreografisk praksis, eller et score, som udfoldes på scenen hen over længere tid. Jeg bevæger mig mere eller mindre flydende mellem disse to tilgange, både i min måde at performe på og iscenesætte koreografi. I min forståelse henviser begrebet “hyper” til noget forstærket eller intensiveret, og den praksisbaserede koreografi er et redskab, som giver mig lov til at insistere og udvikle noget i performance-situationen, som ikke ville kunne udtrykkes i et præfabrikeret eller stillestående billede.”

Er der nogle metoder eller tilgange, der i særlig grad har præget udviklingen af Caresses indtil videre?

“Jeg beskæftiger mig en del med intersektionalitet og feminisme, både fra et teoretisk standpunkt og i praksis, så disse begreber er også meget nærværende i min tilgang til det kunstneriske arbejde. Her er det for eksempel vigtigt at kunne skabe et trygt arbejdsrum for alle de involverede og sørge for at få samtykke fra disse personer, når processen tager en uforudset drejning, og der opstår en interesse for at forfølge den.

Vi er fem kunstnere, der er involveret i udviklingen af Caresses. Udover mig, er der Paolo De Venecia Gile (danser/koreograf), Karis Zidore (lydkunstner), Naya Moll (dramaturg) og Elin Stampe (billedkunstner). Vi startede denne process med, at alle arbejdede i studiet samtidig. Vores forskellige kunstneriske tilgange og input til processen er dermed udviklet side om side og har fået lov til at overlappe og influere hinanden fra starten af. Vi begyndte også meget hurtigt at lave test-performances, som en måde at få skabt en masse materiale på og samtidig forstå os selv lidt bedre som gruppe. Dette har også givet os en tidlig indikator for, hvordan værket opleves. Jeg performer værket dagligt (i stedet for at have prøver), som en måde at lære værket at kende på fra et kropsligt perspektiv. Jeg har fundet ud af, at denne tilgang fungerer godt for mig, fordi det giver mig mulighed for at fordybe mig i det billed-producerende og den kinæstetiske oplevelse samtidig.”

Når man kigger på nogle af dine tidligere værker kan man se, at der eksisterer en gennemgående interesse for det fænomenologiske. Har du lyst til at fortælle lidt mere om det?

“At arbejde med, hvordan en krop oplever det at være i verdenen, interesserer mig meget, både fra et intersektionelt perspektiv og et fysiologisk perspektiv. Hvad betyder det at være et fysisk væsen blandt andre fysiske væsener? Og, hvordan kan man på kritisk vis åbne denne oplevelse gennem en øget opmærksomhed på sanserne?”

Caresses er tænkt som anden del i en trilogi af koreografiske værker, som du er i gang med at udvikle. Hvad handler trilogien om?

“For mig giver det mening at kigge på de her værker som en form for prisme, forstået på den måde, at de alle er udtryk for en poetisk spaltning af den samme grundlæggende interesse i ‘berøring’ som et fænomen. Værkerne skal ses som forskellige måder at beskæftige sig med sansehierarkier samtidig med, at der stilles spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle oplevelser og noget viden prioriteres højere end anden. Hver især er værkerne dog ret forskellige. Touch (2020), som blev skabt i samarbejde med Naya Moll og Karis Zidore, er en solo om forholdet mellem berøring og overflade. Det er en undersøgelse af intimitet og afstand i et tech-sensuelt univers. Jeg eksperimenterede meget med grænsefladerne mellem virkelighed og fiktion og skabte en figur, som både er syntetisk og følende på samme tid, og som forvrænger sanseoplevelsen af berøring. Caresses handler også om berøring, men tager fat på nogle helt andre tematikker. Her drejer undersøgelserne sig om samhørighed, samtykke, platonisk erotik, taktilitet og stoflighed. For mig er dette værk en række performative bud på, hvad det vil sige, hvis det at kærtegne var den grundlæggende forudsætning for det at engagere sig med blikket, lyden, tungen, huden, gulvet, væggene etc. og hvordan denne øgede opmærksomhed kan blive en poetisk refleksion, som publikums sanser også kan engagere sig i.”

Værket får premiere lidt senere i år i et af de store eventrum på Copenhagen Contemporary. Dette er langt fra den typiske black box, hvad har dine overvejelser været i forhold til at præsentere Caresses i det rum?

“Det er en bevidst beslutning, at premieren på Caresses skal foregå i den nyrenoverede industrihal med de synlige ventilationsrør, vinduer og trægulv. Jeg kan godt lide, at rummet har et andet arkitektonisk udtryk, at det bærer på en anden historie og vækker andre konnotationer end den typiske black box i et teater ville gøre. I stedet for at forsøge at efterligne en black box, har jeg besluttet mig for at arbejde med rummet, som det er og fremstår i sig selv.”