Hvad gør man, når virkelighedens udfordringer i form af klimakriser, gældskriser og flygtningekriser bliver for meget? Forsvinder ind i musicalens lyserøde univers!
På humoristisk vis lærer performeren Inge Agnete Tarpgaard publikum en fysisk manual – en lang stribe af musicalens klassiske bevægelser; hænder der løftes op mod himlen og kroppe, der snurrer i rummet. Når verden bliver for hård, kan man altid ty til musicalen og danse sig væk til et glitrende univers til lyden af modulerende omkvæd.
THE UNIVERSAL POSITION er en komisk forestilling, som sender en ironisk kommentar til det politiske landskab og samfund anno 2016.
Måske er The Universal Position begyndelsen på en hemmelig revolution!