Aabent Laboratorium – on tour præsenterer nye korte værker og værker på vej. Publikum kan glæde sig til i alt fire korte forestillinger skabt af fire talentfulde koreografer med base i Danmark. Værkerne er personlige, til tider hudløse, til tider humoristiske og undersøger alt fra ubeslutsomhed til selvkærlighed; vigtigheden af at erindre; værdien i at give slip. Efter aftenens værker byder vi på et glas og en samtale med de fire koreografer og dansere, så både publikum og koreografer forlader Aabent Laboratorium – on tour med ny inspiration og nye perspektiver.
Aftenens program består af:
Mémoires Perdues / Lost Memories af Julienne Doko (FR/DK) / 8 min
A Story of Oppositions af Keren-or Ben Shachar (IL) / 16 min
X Gone Wild af Andreas Haglund (SE) / 15 min
Welcum to my Wedding af Peter Scherrebeck (DK) / 20 min
Forestillingerne er udvalgt af Aaben Dans, Bora Bora, Dansehallerne og Momentum. Aabent Laboratorium – on tour produceres og præsenteres i et samarbejde mellem de fire huse som led i udviklingen af et nyt nationalt netværk for dans og koreografi støttet af Bikubenfonden.
Om MÉMOIRES PERDUES / Lost Memories af Julienne Doko (FR/DK):
“For os er valget truffet, vi er blandt dem, der nægter at glemme.” Aimé Césaire
Mémoires Perdues sætter spørgsmålstegn ved begreberne kollektiv hukommelse og fremskridt: Lærer vi virkelig af fortidens erfaringer? Stykket er en følelsesmæssig reaktion på denne tilsyneladende endeløse gentagelse af smerte. Det er et råb om, at det haster med at huske for vores fremtid. Stykket etablerer en dialog mellem fortid og fremtid, bevægelse og det talte ord. Stykkets koreografiske vokabularium er afrikansk-moderne og trækker på afro-brasiliansk symbolisme.
Om kunstneren:
Julienne Doko er en fransk danser, underviser og koreograf med base i København. Hendes bevægelse og dramaturgiske tråd henter inspiration fra hendes hjemlande og de rejser, hun har foretaget imellem dem. Julienne Doko har optrådt internationalt med en række kompagnier, på festivaler samt i tv-shows og musicals.
Om A Story of Oppositions af Keren-or Ben Shachar (IL):
A Story of Oppositions portrætterer en kvindelig karakter, som i forsøget på at træffe beslutninger konstant bevæger sig mellem to poler: Mellem tvivl næret af frygt og drømmene om at bevæge sig fremad. Ubeslutsomhed er en særegen følelse af at befinde sig mellem muligheder og i et limbo af modsætninger. Inspirationen til at skabe soloen kommer fra en interesse i, hvordan mennesker træffer beslutninger; hvad der driver os til at træffe en beslutning, og hvad der forhindrer os i at komme videre.
Om kunstneren:
Keren Ben Shachar (IL) er danser og koreograf med base i København. I sit koreografiske arbejde, beskæftiger Keren sig med relaterbare emner, som bringer menneskelige erfaringer i forgrunden gennem dans, teatralitet og en sans for humor. Hun er uddannet fra ArtEZ Academy (NL) og har som danser og koreograf samarbejdet om forskellige projekter inden for dans, billedkunst og film, herunder medstiftelse af dansekompagniet Lazy Susan & co. i Rotterdam (NL).
Om X Gone Wild af Andreas Haglund (SE):
X Gone Wild er en hyldest til dem, der mister sig selv til dansen og finder sig selv i det vilde. Igen og igen og igen. Med afsæt i Jack Halberstams arbejde om en queer længsel efter vildskab udforsker stykket, hvordan denne vildskab kan se ud i en dansende krop. Hvornår bliver dans vild? Hvad dukker op, når støvet fra en vild nat har lagt sig?
Om kunstneren:
Andreas Haglund arbejder som danser, performer, koreograf og dansekunstner i og omkring Danmark og Sverige. Deres værker udforsker skæringspunktet mellem queer- og miljødiskurs, æstetik og praksis. De er medlem af Dance Cooperative, et selvorganiseret studio og kollegial kontekst for 14 udøvende kunstnere. Nogle gange skriver de små digte for at gemme dem i byen.
Om Welcum to my Wedding af Peter Scherrebeck / Misty Superdeluxe:
En ung hybrid-brud beslutter sig for at gifte sig med sig selv, i et “sologamt” bryllupsritual. Ledsaget af et spøgelse. Vi følger en brudekarakter i gradvis tilblivelse gennem sang, dans, lyd og transformative handlinger. Welcum to my wedding er en sonisk-somatisk koreografi, der finder sted mellem det synlige og det usynlige, det tragiske og det sjove, i et queer ritual af selvkærlighed.
Om kunstneren:
Peter Scherrebeck, også kendt som Misty Superdeluxe, er en dansk koreograf og performer baseret mellem København og Amsterdam. Peter arbejder fra et queer-feministisk perspektiv og beskæftiger sig med lydlig koreografi, clairvoyante praksisser og de danse, der foregår mellem det synlige og det ikke-registrerbare. Peter er uddannet koreograf fra SNDO, Amsterdam University of the Arts.