Ellen Kilsgaard, Laura Navndrup Black
Nye scener/Nye samtaler

Et seminar for alle i scenekunstbranchen med interesse i at arbejde på tværs af generationer.

Hvad sker der, når en 13-årig, en 51-årig og en 67-årig krop mødes på scenen? Hvad kan dansen åbne for, når vi udfordrer forestillinger om, hvem der kan være danser – og hvilke kroppe, der får lov til at være “rigtig kunst”?

Vi byder velkommen til en eftermiddag, hvor vi undersøger intergenerationel scenekunst, childism og alderisme gennem kunstnerisk oplevelse, samtale og refleksion.

Afsættet er Ellen Kilsgaards værk 131 år – en trio for 3 generationer, skabt med dansere på 13, 51 og 67 år, hvor forskellighed og erfaring bliver kunstnerisk materiale. Vi oplever sammen værket og stiller efterfølgende spørgsmålene: Hvad sker der, når børn og ældre er kroppe på scenen? Hvem definerer den “rigtige” danser eller kunstneriske krop? Og hvad sker der, når børn tages alvorligt som kunstneriske subjekter?

Den fælles dialog om disse spørgmål perspektiveres af Laura Navndrup Black fra Den Danske Scenekunstskole, Ellen Kilsgaard og danserne. Seminarets sprog er dansk og modereres af Amalie Ørum, ASSITEJ Danmark.

Det er gratis at deltage i seminaret, som afholdes af ASSITEJ Danmark i samarbejde med Dansehallerne.

Værket 131 år – en trio for tre generationer udforsker, hvilken forundring og poesi, der opstår i mødet mellem tre dansere fra tre forskellige generationer. De tre danseres alder tilsammen er 131 år, og titlen peger på det store tidsspænd, de har imellem sig – som friktion, omsorg og ligeværd udspiller sig i. 131 år er et stykke dansepoesi, der undersøger, hvordan spændingsfeltet mellem samhørighed og forskellighed kan sætte følelser og eftertænksomhed i spil.

Ellen Kilsgaard er 51 år, danser, koreograf og underviser i scenekunstens frie felt. Hun er leder af ENSEMBLE / Ellen Kilsgaard, som arbejder med udvikling af koreografisk praksis hvor dans, livemusik og fællesskab smelter sammen og åbner poetiske veje til sanselige oplevelser og erfaringer.

Birger Bovin Persson er 67 år, uddannet på Cantabile 2 Performanceskole, og har som danser og performer medvirket i forestillinger i indland og udland.  Sammen med kostumedesigner og scenograf Tanja Bovin har han ‘Teateret Fyren og Flammen’, som skaber fysiske og visuelle forestillinger for børn. Persson vikarierer for Jakob Haahr Andersen i ‘131 år – en trio for tre generationer.’

Otto Wolff Ørnsbo er 13 år. De seneste fem år har han været med til at udvikle og danse i forestillingen SUPERPOWER ENSEMBLE, med Kilsgaard som koreograf. I efteråret 2024 bidrog han i praksisgruppen RE-WILD- a relationscape, der bestod af dansere i forskellige aldre. Ørnsbo er vild med at bruge sin krop og ved meget om rigtig mange ting.

Danser, koreograf og underviser Laura Navndrup Black leder kandidatuddannelsen i dans og participation på Den Danske Scenekunstskole og er ph.d.-studerende på Universitetet i Agder. Som freelance kunstner er hun blandt andet tilknyttet Dansehallerne og Det Kongelige Teater, og sidder i Projektstøtteudvalget for Scenekunst hos Statens Kunstfond. 

Køb medlemskab →

Kunstner

Ellen Kilsgaard, Laura Navndrup Black

Titel

Nye scener/Nye samtaler

Type

Branche, Seminar/Konference

Dato

22.10.2026, 15:00

Varighed

3 timer

Venue

Dansehallerne Studie 4

Krediteringer

Idé og koncept: Ellen Kilsgaard; Medvirkende dansere: Birger Persson Bovin, Otto Wolf Ørnsbo og Ellen Kilsgaard; Musik: Henriette Groth; Dramaturgi og sparring: Marc van der Welden; Fotos: Malle Madsen.

Føj til kalender

Statens Kunstfond (da)
ASSITEJ

131 år er støttet af Wilhelm Demant Fonden og Knud Højgaards Fond, og co-produceret af Teaterhuset Filuren. ASSITEJ Danmark og seminaret Nye Scener/Nye Samtaler er støttet af Statens Kunstfond.