Mette Ingvartsen
to come (extended)

Vi er konstant omgivet af billeder af seksuelle kroppe. Alle slags medier udstiller det intime og det erogene. Kød, væsker, hud, bryster og bagdele hører ikke længere til i dunkle joints, men til vores daglige livsindtryk. to come (extended) udforsker overløbet mellem det private og det offentlige rum, hvad angår seksuel repræsentation, og det faktum, at det er blevet umuligt at slukke for stimuleringen af vores kropslige begær. Lyst er blevet et must. Et værk for 15 dansere, som undersøger det offentlige rums seksualisering, og hvordan det påvirker os alle, når vi bombarderes af intime kropsdele og -væsker.

Mette Ingvartsens navn står bøjet i neon på den internationale scene for dans og koreografi. Næste forår vender den danske stjernekoreograf hjem og viser to af sine nyeste værker: to come (extended) og Moving in Concert. Det er dans i stort format og international særklasse præsenteret på Republiqué i samarbejde med Østerbro Teater.

to come (extended) fra 2017 spiller den 5. og 6. april. Den 7. og 8. april er Moving in Concert fra 2019 på plakaten og dermed 9 danseres undersøgelse af, hvordan teknologien modellerer vores hjerner og spøger i vores kroppe længe efter, at strømmen er slukket. En helt unik mulighed for at lade dig dobbelt-imponere af begavede og modige Mette Ingvartsen præsenteret i samarbejde med Østerbro Teater.

Mette Ingvartsen er en dansk koreograf og danser. Hendes arbejde er kendetegnet ved en udvidet koreografisk praksis, der kombinerer dans og bevægelse med andre områder såsom billedkunst, teknologi, sprog og teori. Ingvartsen har en ph.d. i koreografi fra UNIARTS / Lund Universitet i Sverige; inden da tog hun sin kandidatgrad fra scenekunstskolen P.A.R.T.S i Bruxelles. Hun oprettede sit eget dansekompagni i 2003, og siden er hendes værker blevet vist i hele Europa såvel som i USA, Canada, Sydkorea, Taiwan og Australien. Hun har været artist-in-residence på Kaaitheater i Bruxelles samt på Volksbühne i Berlin og har desuden været tilknyttet APAP-netværket.

Kunstner

Mette Ingvartsen

Titel

to come (extended)

Type

Forestilling

Dato

5.–6.4.2022

Varighed

1 time

Venue

Teater Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Krediteringer

Koncept og koreografi: Mette Ingvartsen. Performere: Johanna Chemnitz, Katja Dreyer, Bruno Freire, Bambam Frost, Ghyslaine Gau, Elias Girod, Gemma Higginbotham, Dolores Hulan, Jacob Ingram-Dodd , Anni Koskinen, Olivier Muller, Calixto Neto, Danny Neyman, Norbert Pape, Maia Means. Baseret på to come (2005) udviklet og opført af: Mette Ingvartsen, Naiara Mendioroz Azkarate, Manon Santkin, Jefta van Dinther, Gabor Varga. Lysdesign: Jens Sethzman. Musikarrangementer: Adrien Gentizon. Baseret på musikarrangementer til to come (2005): Peter Lenaerts. Scenografi: Mette Ingvartsen & Jens Sethzman. Blå dragter: Jennifer Defays. Dramaturg: Tom Engels.

Føj til kalender

Foto: Jens Sethzman