Inspiration og materiale

I Dansehallerne er det en ambition med KORA at bringe dans ind i hverdagen hos børn. Derfor arbejder vi med, hvordan mødet med dans kan række ud over KORA-forestillingen og sætte refleksioner i gang som en del af den pædagogiske praksis. Se her, hvad I kan gøre før, under og efter forestillingen.

Før besøget

I KORA arbejder kunstnerne med forestillinger, der appellerer til deltagernes fantasi og samarbejdsevner, og I vil måske opleve en helt ny form for dans. Derfor anbefaler vi, at de involverede voksne deltager i en skræddersyet, forberedende workshop på tre timer. Spørg kommunens KORA-kontaktperson, om jeres kommune arrangerer en workshop.

Foruden workshop, har I mulighed for at møde kunstnerne på forhånd i form af deres lille videohilsen, hvor de præsenterer sig selv. Videohilsnen giver et lille indblik i, hvilken oplevelse, der er i vente, og sætter ansigt på de mennesker, børnene skal møde. Dansehallerne sender jer den i god tid, så I kan lægge den ind i jeres planer.

Under besøget

Her anbefaler vi, at:

  • Alle deltagere har tøj på, som de kan bevæge sig i.
  • De voksne er engagerede. Enten ved at deltage aktivt og nysgerrigt, eller ved at observere engageret – alt efter, hvad I har aftalt med kompagniet.
  • De samme voksne deltager under hele den interaktive forestilling.

Efter besøget

En kunstnerisk oplevelse skal ikke altid sprogliggøres. Men det åbner børnenes muligheder for at nuancere og dele oplevelsen med andre, når de i fællesskab reflekterer over deres oplevelse. Det handler ikke om at gætte rigtigt mht, hvad oplevelsen handler om. Pointen er at give plads til de mange forskellige oplevelser, man som publikum har – at skabe et rum hvor alle oplevelser er lige gode og gyldige. Med en kropslig tilgang kan I som en leg arbejde med nogle af de bevægelser og koreografiske rammer, som I oplevede i forestillingen – og på den måde skabe jeres egen kropslige refleksion. Med en sproglig tilgang kan I stille åbne spørgsmål til børnenes oplevelser. Husk at anerkende de svar, der kommer fra børnene.

Når I får besøg af et kompagni i KORA – dans for de yngste, har de en lille gave med til jer. Det er spillet Dansekarrusellen, som Dansehallerne har udviklet sammen med VIA UC og fire daginstitutioner. Spillet består af en række kort med forslag og opgaver til at arbejde, og især lege, videre med dans, koreografi og bevægelse. Kortene indeholder blandt andet fantasifulde dansefortællinger eller opgaver, hvor man danner former og figurer med kroppen. Dansekarrusellen giver en ramme for legen, og der er ikke noget rigtigt eller forkert.

”Spillet er lettilgængeligt og godt, fordi det giver struktur på vores aktivitet, og det er dejligt, at der er musik, der passer til.”

Pædagog, børnehave, Hjørring