Ansvar & pris

For at skabe de bedst mulige rammer for både børn, institution og Dansehallernes kompagnier, er det vigtigt for os at synliggøre hver parts rolle i samarbejdet. Her på siden kan du også finde en kort oversigt over tidsomfanget af de forskellige KORA-besøg samt pris.

Dansehallernes ansvar

Dansehallerne varetager den overordnede styring af KORA. Dansehallerne udvælger kompagnierne, producerer KORA-forestillingen og er dermed ansvarlig for aktiviteternes kunstneriske, håndværksmæssige og formidlingsmæssige kvalitet og relevans. Desuden er Dansehallerne ansvarlig for PR-materiale og alle økonomiske mellemværender i forhold til kompagnierne.

Dette omfatter:

  • Administration af ordningen, herunder kontrakter og løn.
  • Kontakten til danserne, herunder formidling af aftaler og kontakter.
  • Koordinering og betaling af transport og logi for danserne.
  • Distribution af plakat og andet informationsmateriale til skolernes/institutionernes kontaktperson. Dette under forudsætning af, at projektkoordinatoren har modtaget relevante kontaktinfo på skolernes/institutionernes kontaktpersoner fra kommunens ansvarlige kontaktperson.
  • Evaluering af ordningen i samarbejde med kommunens kontaktperson.
Institutionens ansvar

Den enkelte skole eller institution, der får besøg af KORA, vælger en kontaktperson.

Kontaktpersonens opgaver:

  • Kommunikere med kommunens kontaktperson og evt. Dansehallernes koordinator om besøget.
  • Deltage i formidlingsdelen for lærere/pædagoger sammen med et antal kolleger.
  • Videreformidle alt forberedelsesmateriale til relevante kolleger.
  • Sørge for at stille egnede lokaler og musikanlæg til rådighed jf. kompagniets behov (flyer).
  • Forberede børnene på at komme til forestilling.
  • Tage godt imod danserne.
  • Besvare evalueringsskemaet om dansebesøget.

Eventuelle mellemværender med KODA/GRAMEX påhviler den enkelte skole.

Kommunens ansvar

Kommunen vælger en kontaktperson, der skal koordinere kommunens deltagelse i KORA.

Dette omfatter:

  • Formidle tilbuddet til relevante institutioner.
  • Planlægge og koordinere danseforløb og workshop for deltagende pædagoger i samarbejde med Dansehallerne.
  • Sikre, at alle deltagende institutioner har en kontaktperson.
  • Være tovholder for kontaktpersonerne på institutionerne og varetage kontakten og kommunikationen med de deltagende institutioner.
  • Sikre, at institutionernes kontaktpersoner er bekendt med deres ansvar – se nærmere om ”Institutionens ansvar”.
  • Deltage aktivt i evalueringen af KORA-forløbene, dvs. sørge for, at institutioner evaluerer dansebesøget.
Pris

Her kan du finde info om tidsomfang, afvikling og pris for KORA-samarbejdet. Er du en del af Københavns kommune, er tilbudet ganske gratis.
I 2021/22 tilbyder vi følgende formater:

  • Til vuggestuebørn: Interaktiv forestilling og værksted på 30-45 minutter.
  • Til børnehavebørn: Interaktiv forestilling og værksted på 45-60 minutter, eller laboratorie på 60 minutter.

Vi afvikler i reglen aktiviteter for tre grupper á ca. 15 børn om dagen i samme institution.

Prisen for en dags besøg i institutionen er 4500 kr.