I forbindelse med deres nye værk Oceanic fortæller koreograf Marie Topp og komponist Julia Giertz om deres samarbejde, om deres undersøgelser omkring lyd og det at lytte som en handling, der både kan iagttages og mærkes rent fysisk.
Hvis du kender til den danske koreograf Marie Topp og hendes arbejde, så kender du også indirekte til hendes musiske samarbejdspartner Julia Giertz.
Julia har komponeret lyden til næsten alle Maries værker. Deres indbyrdes relation rækker dog helt tilbage til dengang, hvor de begge var under uddannelse på Statens Scenekunstskoles danselinje. I Oceanic, kan man sige, at den lydlige dimension af værket indtager en mere central position, end hvad den ellers plejer at gøre.
I forbindelse med den kommende premiere af værket i København deltog Marie og Julia i en samtale omkring tilblivelsen af selve værket og om deres fælles ønske om at give Julias virke mere indflydelse, plads og form.
Hvilke temaer og undersøgelser har I haft en fælles interesse i som kunstnere, hvis samarbejde spænder over flere år?
Marie: Begrebet ‘kraft’ er nok det mest centrale koncept, som både Julia og jeg deler en interesse i at undersøge, og som vi løbende udvikler værker omkring set ud fra hver vores perspektiv. Som begreb dukker det ofte op i vores samtaler, f.eks. når vi taler om forskellige sammenhænge mellem naturkræfter, emotionelle kræfter og kroppens energetiske kræfter.
Man kan spore denne fælles interesse helt tilbage til mine første værker, som f.eks. The Visible Effects of Force (2015). Man kan også se det i Oceanic, og det er ligeledes tilstede i det seneste værk Hail to the Good Listener (2021).
Kan I fortælle lidt mere om, hvordan jeres undersøgelser af begrebet ‘kraft’ har udviklet sig i nogle af de nyere værker?
Marie: Det er ikke så meningsfuldt for mig at opdele mine værker i en form for kronologisk tænkning, fordi jeg egentlig betragter dem alle sammen som værende forbundne på tværs af hinanden. Men jeg kan sige, at i forbindelse med de sidste tre værker, som vi har skabt sammen, har vi beskæftiget os særligt med de kulturelle strukturer, der er indlejret i vores måde at bruge sanserne på. Vi brugte lang tid på at undersøge ‘slørethed’ og ‘haptisk visualitet’, som resulterede i værket Liaisons, der havde premiere i 2018.
Med Oceanic, det andet værk i serien (som egentlig havde premiere i Sverige i begyndelse af 2020, men turnéen af værket blev sat på pause p.g.a. pandemien), rettede vores undersøgelser sig mod spørgsmålet omkring, hvordan vi lytter, eller mere præcist sagt, hvordan vi lytter til kvindens stemme og de mere skingre frekvenser. Hail to the Good Listener er titlen på vores seneste værk, som samler op og videreudvikler på de undersøgelser, der ligger til grund for de to foregående værker.
Julia: Vi har de her temaer og måder at samarbejde på, som bliver ved med at være aktuelle for os. Vi forkaster ikke bare alt det, som vi har akkumuleret, efter vi er færdige med ét værk – som om vi har forløst et endeligt potentiale. De her ideer såsom kraft, den haptiske lytteevne, det slørede blik osv. hænger ligesom ved. De bliver ved med at være til stede i vores virke, i vores tænkning — og vi bliver ved med at udbygge vores pulje af værker omkring dem. Vi træder ligesom aldrig ud af den kontekst.
Marie: Ja, og det i sig selv er lidt bemærkelsesværdigt, for man kan ikke ligefrem sige, at de forhold, som koreografer skaber under, lægger op til, at man fortsætter den samme linje af undersøgelser i alle ens værker, og at man hele tiden vender tilbage til den samme kilde og de samme grundlæggende interesser. Tværtimod. Da alting bliver produceret mere eller mindre via projektbevillinger, florerer der en implicit forventning om, at man skal starte forfra og opfinde noget helt nyt hver gang, man ansøger om midler til et projekt. Den måde vi går til vores praksis på, er at blive med det foregående værk. Vi tillader nye projekter at opstå ud fra vores fælles pulje af akkumulerede undersøgelser, erfaring og viden — dog med en interesse i at udvide vores praksis og med et fokus på den løbende dialog mellem os.
Hvordan manifesterede jeres undersøgelser sig rent praktisk i forbindelse med Oceanic?
Julia: I Oceanic, var det vigtigt for os at arbejde videre med lydens kraft og virkning i et fysisk rum. I nogle af vores tidligere værker har vi arbejdet med multikanal, således at publikum kunne blive indhyllet i lyd fra alle sider. I forbindelse med Oceanic havde vi lyst til at arbejde med en slags ‘syngende kroppe’ fordelt på forskellige steder i rummet. Ud fra et ret simpelt teknisk setup kunne vi eksperimentere med forskellige måder at lytte og ‘kalde’ på, som en måde at etablere en form for relation mellem de ‘syngende’ instrumenter, Marie og publikum, som i øvrigt bliver til en tredje og ret håndgribelig krop i denne konstellation. Det føles, som om hele rummet synger, på en måde.
Marie: Ja, også helt konkret i forhold til mig selv: For første gang bruger jeg virkelig min stemme i det her værk!
Julia: Ja, du blev også til en ‘syngende krop’. Hele rummet er fyldt med ‘syngende kroppe’, så det at lytte er virkelig noget, der omfatter flere led i Oceanic, og det er samtidig også en måde, publikum kan opleve værket på.
Marie, hvordan skabte du det koreografiske materiale i Oceanic?
Marie: Jeg har fundet en måde at arbejde på — som egentlig går igen i næsten alle mine værker. Det indbefatter, at jeg komponerer og skaber koreografien ud fra nogle principper omkring energi eller ud fra nogle forskellige former for emotionelle landskaber, som jeg bevæger mig igennem i løbet af et værk.
Særligt for Oceanic, arbejdede vi med en måde at synge på, som samtidig skabte en flydende strøm af bevægelser. Jeg arbejder ofte med min fantasi, når jeg er på scenen. Det foregår på en måde, hvor jeg er i stand til at skabe et imaginært landskab omkring mig, som ændrer den måde jeg er på. I min praksis opererer jeg i et grænsefelt mellem ‘sat koreografi’ og ‘potentiel koreografi’. Det er ikke improvisation, men mere en måde at være tilstede i det satte materiale, som indbefatter en vilje til at holde undersøgelsen i gang.
Er det korrekt forstået, at det, du beskriver her, er en indre process, som udspiller sig i dig, mens du er på scenen?
Marie: Ja, det er helt enkelt en indre process. En process, der transformere kroppens udtryk. Det er et værktøj — eller en metode til bearbejde koreografisk materiale — som jeg løbende udvikler på.
I forhold til Oceanic er det måske mere nærliggende at anse det koreografiske materiale, ikke som sat koreografi, men mere som et ‘somatisk narrativ’ [somatic narrative], som min dramaturg, Igor Dobričić, har italesat det. Der er flere lag, der influerer, hvordan materialet bliver udført under hver opførelse af værket. Min personlige oplevelse af at være i den rejse med materialet producerer følelser i rummet, som påvirker den måde, publikum lytter og oplever Oceanic på.
Julia, du nævnte tidligere, at Oceanic er fyldt med ‘syngende kroppe’. Dette får mig til at tænke på de unikke instrumenter, som du skabte til værket. Vil du fortælle lidt om din process omkring dem?
Julia: Ja. Jeg skabte dem i samarbejde med en kunstner ved navn Felix Ahlberg Eriksson. Det var ham som byggede dem for mig. Jeg udviklede ideen til instrumenterne, efter jeg havde deltaget i et forløb på Royal Institute of Art, som var faciliteret af Tarek Atoui, hvis forskning beskæftiger sig særligt med udvikling og konstruktion af instrumenter til kunstinstallationer.
Gennem hans undervisning fik jeg kendskab til en masse forskellige instrumentbyggere rundt omkring i verden, hvilket gav mig en ny forståelse for potentialet i live-akustik frem for musik, der spilles gennem et højttalersystem. Helt konkret, så begrænser højttalere lyden til de kapaciteter, som sidder i højttalermembranen, men akustiske instrumenter skaber resonans ved hjælp af mere ekstraordinære former og materialer.
De instrumenter, som jeg har skabt til Oceanic, udvider i deres samspil med Maries sang, et meget kraftigt resonansfelt. I stedet for at have en enkel membran at gøre godt med, så har vi i denne kontekst aktiveret en meget mere kompleks lydstruktur.
Hvordan endte du op med lige netop denne specifikke udformning af instrumenterne?
Julia: For mig handler det at lytte om at aktivere og finjustere vores empatiske sanseevne. Det var derfor essentielt for Marie og mig, at vi udviklede metoder, som kunne aktivere empati i scenerummet – som f.eks. gennem en form for berøring eller en form ‘kalden’ fra nogen eller noget.
Førhen arbejdede jeg meget med basfrekvenser for at gennemtvinge en form for fysisk, rumlig resonans. Det var en måde at sætte selve arkitekturen i bevægelse på, således at publikum også kunne mærke det rent fysisk. Men følger man den tilgang, begrænser man også sig selv til kun at arbejde med basfrekvenser for at kunne skabe en bestemt energi i rummet. Ved at arbejde med disse organiske instrumenter — de her fysiske størrelser som nu har deres egen stemme — blev det muligt at producere en form for energi i rummet ud fra et større spektrum af frekvenser.
Vores refleksioner
Inden denne samtale med Marie og Julia fandt sted, var planen at afslutte interviewet med et spørgsmål omkring, hvordan det er for dem at genbesøge et værk, som egentlig havde sin premiere for over et år siden — men som kun nåede at blive vist én gang, inden verden lukkede ned p.g.a. den globale COVID-19 pandemi.
Men, som samtalen udviklede sig opstod der en meget mere nuanceret forståelse af, hvordan Marie Topp arbejder og relaterer til sine processer — og i særdeleshed, hvordan hun samarbejder i praksis med Julia Giertz, med dramaturgen Igor Dobričić og med lysdesigneren Mårten K. Axelsson, som alle har været involveret i hendes virke gennem flere år. Spørgsmålet omkring pandemiens konsekvenser virkede i sidste ende lidt nytteløst. Det står nemlig klart nu, at selvom Oceanic er færdigproduceret, og står klar til at fortsætte den turné, som blev udskudt tilbage i starten af 2020, så vil den viden, tænkning og erfaring, som værket har genereret, altid være i spil. Og, på et tidspunkt i fremtiden vil det blive til udgangspunktet for et nyt værk. Man kan måske sige, at selvom processen med at skabe Oceanic for længst er afsluttet, så er den stadig virksom i Maries, Julias og resten af holdets kroppe.