Man kan godt hævde, at vi ikke altid er lige gode til at lytte. Ifølge koreograf Marie Topp og komponist Julia Giertz, er det at lytte en fysisk praksis, som kræver en skærpelse af den empatiske sanseevne og i deres værk Oceanic undersøger de kraften i den praksis.
At bruge udtrykket “Tour de Force” om et kunstnerisk værk kan i visse tilfælde fremstå som lidt af en kliché. Når det kommer til Oceanic, som Marie Topp og Julia Giertz har skabt i samarbejde med dramaturg Igor Dobričić og lysdesigner Mårten Axelsson, lader det dog til, at et udtryk som dette er temmelig passende. Ikke nok med, at værket i sig selv er en kraftpræstation, men i Oceanic er kraft også et underliggende tema og en katalysator for selve oplevelsen af værket. Og ja, man tager sig en stor frihed, når man insisterer på at bruge ordet ‘kraft’ så mange gange i træk, men lige netop i dette tilfælde, så giver det faktisk mening.
Lad os gå direkte til sagen: Hvordan manifesterer temaet ‘kraft’ sig i Oceanic? Og hvordan har de to kunstnere arbejdet med dette tema gennem alle de værker, som de har skabt sammen?
Kraft som tema og som katalysator
Marie Topp og Julia Giertz mødtes første gang, da de startede på den samme årgang på Statens Scenekunstskoles danselinje. Deres kunstneriske samarbejde begyndte dog først rigtigt, efter de blev færdige med deres uddannelse. Mens Maries interesse i at arbejde fra kroppen vedblev, så dedikerede Julia sig mere og mere til musik og til lydkomposition. Deres udveksling med hinanden har sidenhen udviklet sig til et stærkt og vedvarende partnerskab, som har produceret flere værker med et fælles afsæt.
I deres fælles virke er temaet ‘kraft’ noget som Marie og Julia hele tiden vender tilbage til, som et grundlæggende omdrejningspunkt for deres kunstneriske undersøgelser. Deres bearbejdning af emnet udbygges løbende, fra værk til værk, hvor processen fra et nedslag typisk leder til udviklingen af det efterfølgende osv.
Temaet ‘kraft’ er noget som Julia og jeg deler en interesse i at undersøge og bygge værker op omkring. Forskellige overvejelser omkring temaet dukker ofte op i vores samtaler, f.eks. når vi taler om forskellige sammenhænge mellem naturkræfter, emotionelle kræfter og kroppens energetiske kræfter.
Marie
Deres fælles undersøgelse af ‘kraft’, som både et håndgribeligt fænomen og som noget der kan mærkes — eller i tilfældet af Oceanic, som noget der producerer resonans i et rum, der kan opleves på flere forskellige planer — er et af resultaterne af deres løbende samarbejde.
At blive i undersøgelsen
Når man finansierer sit kunstneriske virke med projektbaserede bevillinger, ligger der ofte en implicit forventning om, at pengene skal gå til at finansiere et helt nyt koncept. Formentlig er denne tendens et udtryk for, hvordan kapitaliseringen af det danske kunststøttesystem har medført en række forskellige krav til de kunstneriske processer, hvis hensigt er at geare disse således, at de kan være i dialog med en mere markedsorienteret kultur.
I Marie og Julias tilfælde har de gjort en målrettet indsats for at modvirke denne tendens ved at insistere på at arbejde ud fra de samme emner, spørgsmål og praksisser, som bliver ved med at informere deres virke og som har eksisteret siden starten af deres samarbejde.
Vi har de her temaer og måder at samarbejde på, som bliver ved med at være aktuelle for os. Vi forkaster ikke bare alt det, som vi har akkumuleret, efter vi er færdige med ét værk – som om vi har forløst et endeligt potentiale. De her ideer, som kraft, den haptiske lytteevne, det slørede blik osv., hænger ligesom ved. De bliver ved med at være til stede i vores virke, i vores tænkning — og vi bliver ved med at udbygge vores pulje af værker omkring dem. Vi træder ligesom aldrig ud af den kontekst.
Julia
Set i lyset af deres fælles virke, som indtil videre omfatter fem værker, hvordan har de ovennævnte ideer så informeret udviklingen af Oceanic?
At lytte og at være vidne til en som lytter
Ifølge Marie og Julia er den grundlæggende invitation i Oceanic, at man både kan opleve værket som lytter og som beskuer. Dette er gældende i forhold til publikums position, idet lydene fra de håndbyggede instrumenter, der er placeret på scenen, og Maries egen stemme resonerer, som en form for kraft, der gennemstrømmer det rum, hvor værket finder sted. Dette gælder også den praksis, som Marie arbejder med som danser i værket.
Ideen om at lytte kom som en naturlig forlængelse af det, som vi arbejdede på i det tidligere værk Liaisons (2018). I starten af processen gik vores tanker meget på, hvordan jeg kunne arbejde med det at lytte og respondere gennem det at tale eller at synge—men dengang følte jeg en vis usikkerhed, når jeg blev konfronteret med lyden af min egen stemme.
Marie
En refleksion over denne usikkerhed førte os til problemstillingen omkring, hvordan vi kunne skabe en feministisk kritik af det at lytte uden at benytte en kvindes stemme til at illustrere denne kritik? Altså, hvordan kunne jeg lytte til rummet, til min egen tilstedeværelse, til miljøet omkring mig, uden at bidrage til denne ‘resonans’ med min egen stemme? Og, hvordan kunne vi engagere publikum i det at lytte, hvis ikke jeg selv bidrog rent lydligt?
For mig handler det at lytte om at indstille eller aktivere vores empatiske sanseevne. Det var derfor essentielt for Marie og mig, at vi udviklede metoder, som kunne aktivere empati i scenerummet – f.eks. gennem en form for berøring eller en form for ‘kalden’ fra nogen eller noget.
Julia
Hvad man kan forvente
I forbindelse med premieren af Oceanic i København kan publikum forvente en oplevelse, som griber ind i de forskellige følelsesmæssige tilstande, der opstår, når man omsluttes af soniske og visuelle påvirkninger. Det bliver en oplevelse, som kan mærkes på flere forskellige planer alt efter, hvorvidt man vælger at være vidne til en som lytter (Marie Topp), eller om man vælger at lytte til, hvordan ens egen krop påvirkes gennem værket.