Måske var du en af de heldige, der var med til premieren af Nanna Stigsdatter & Snorre Elvins værk pour it hos Aaben Dans tidligere på året. I alle tilfælde, så er det en ny udgave af værket, som man vil kunne opleve når det genopsættes i rammerne af Copenhagen Contemporary på Refshaleøen i København. Her erstattes den lille black box hos Aaben Dans i Roskilde nemlig med et enormt eventrum—for bare at nævne den mest indlysende forskel.
Selvom de fysiske rammer er vidt forskellige og helt sikkert vil kræve en hel del tilpasning og interessante overvejelser, fik vi lyst til at tale med Nanna & Snorre om deres samarbejde og om den process der har ledt til pour it:
Til at starte med kunne jeg godt tænke mig at høre lidt om jeres duo. Hvordan begyndte jeres samarbejde?
Snorre: Udover de mange år, hvor Nanna og jeg har været engageret i dansekollektivet Danseatelier, har vi begge to en forkærlighed for Berlin. Vi har boet der i forskellige perioder af vores liv, og det var også der, at vi startede med at udvikle de koncepter, som værket tager udgangspunkt i. Dengang, resulterede vores arbejde i Drivtømmer, et tidligere værk, som grundlæggende er baseret på de samme interesser.
Nanna: Ja, Berlin er et fælles hjem og et inspirationsrum.
Hvad vil I sige er styrken i jeres samarbejde og hvordan kommer det til udtryk i jeres værker?
Nanna: Der er selvfølgelig en stor styrke i, at vi kender hinanden virkelig godt – vi er uddannet samtidig, har figureret i de samme afgangsforestillinger fra Statens Scenekunstskole, vi har været i praktik sammen, på residenser sammen, og selvfølgelig, deler vi alle årene i Danseatelier. Tilliden mellem os er bygget op over lang tid. Man kan sige, at vi har et fælles vokabular.
Snorre: Ja, tilliden til hinanden er helt klart en stor styrke. Vi kender hinanden på mange forskellige niveauer – privat og professionelt.
Nanna: ‘Venskab’ er i øvrigt et af de gennemgående temaer i pour it. Det tror jeg også, at man kan mærke som publikum. Der er steder i værket, hvor relationen mellem os er noget performativt, en omstændighed der ligger i det koreografiske materiale, og så er der steder, hvor det bare er Snorre og jeg, der sidder og synger. Altså, vi glider ind og ud af det som bare er os to, og noget andet som er mere konstrueret.
I starten af denne process mødtes Snorre og jeg bare i studiet, delte ideer med hinanden og lod forskellige ting opstå ud fra det. På grund af det forløb tror jeg, at vores private venskab har fået lov til at skinne igennem flere steder i værket.
Snorre: Ja, det at ‘tillade’ er faktisk en tilgang, som vi har brugt meget igennem hele processen. At ‘tillade’ billeder at være tilstede i værket, uden at de på explicit vis skulle passe ind i et bestemt koncept, at ‘tillade’ forskellige historier at co-eksistere i samme kontekst—som et performativt økosystem af en art.
Ok, men hvordan påvirkede det at ‘tillade’ den retning, som værket har taget? Var der et tidspunkt, hvor I gav specifikke ideer lov til at fylde mere eller har den del af processen været mere intuitiv?
Snorre: Vores forløb med pour it har været lidt anderledes, idet værket er baseret på nogle af de samme temaer og noget af det samme materiale, som eksisterer i Drivtømmer. Vi startede derfor med at mødes i studiet velvidende, at vi skulle producere et værk og at det ville være relateret til det vi udviklede i Drivtømmer. Men, det var også vigtigt for os at ‘tillade’ nye ting.
Nanna: Man kan sige, at Drivtømmer og pour it udspringer fra den samme research. I forhold til pour it, havde vi dog et ønske om at invitere flere samarbejdspartnere ind i processen og at ‘tillade’, at deres indflydelse blev mærkbar i værkets endelige udformning.
Har I haft nogle interessante åbenbaringer i forbindelse med det at ‘tillade’?
Snorre: At arbejde på den måde vi gjorde har nok været medvirkende til, at vi fik en del selvstændige scener, som vi udviklede på samtidig. Vi tænkte meget over, hvordan de kunne co-eksistere eller sammenflettes, hvilket ledte os til at udvikle det vi kalder for koreografiske ‘tærskler’ eller portaler, en metode hvor vi fysisk oplader os selv med energi og derefter frigiver det gennem en slags metaforisk portal eller tærskel. Dette blev en måde for os at arbejde med en form for overgange mellem de forskellige elementer. Hvad vil det sige at træde ind i en portal eller over en tærskel og sidenhen havne i noget nyt? Havne i en anden praksis for eksempel eller en anden tilstand?
Nanna: For mig har det føltes meget legende at arbejde med en forestilling om at kunne bevæge sig over tærskler og gennem portaler. Vi undersøgte for eksempel tidsligheden i en tærskel … altså, hvornår bliver en overgang til et noget i sig selv?
Snorre: Vi havde i det hele taget meget fokus på tidslighed og det at bruge tid på noget. Altså, hvor lang er en overgang før en overgang kan mærkes? Hvor lang tid kan man blive i en overgang før den bliver til noget i sig selv?… altså, at man ankommer til en erkendelse af: “Hov, nu er jeg havnet i noget nyt.”
Nanna: At udvikle lydsiden til værket gav også lidt af en åbenbaring. Der er en underliggende humor i lydsiden og det var ret interessant at undersøge, hvordan det påvirkede det koreografiske.
Når nu vi taler om overgange, så kan man måske også postulere, at der eksisterer en overgang mellem Drivtømmer og pour it? Hvor meget opmærksomhed har I haft omkring relationen mellem de to værker? Er de en del af en serie? Eller er der mere tale om en videreudvikling?
Snorre: Jeg syntes, at vi har været meget opmærksomme på relationen mellem de to værker. Men, pour it er pour it, ligesom Drivtømmer er Drivtømmer. De hænger ikke sammen som sådan. Det ville være mere oplagt at tænke på dem som søster-værker. I forhold til pour it har det handlet om en videreudvikling, men der har været flere mennesker involveret og på den måde har det produceret nye manifestationer af gamle ideer.
Jeg kan godt li’ den måde musikere går til koncertformatet på. De udgiver nye plader, men de spiller altid et par numre fra deres tidligere albums. Der er en snert af den logik i pour it og Drivtømmer.
Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til jeres tilgang til det at ‘tillade’. pour it indeholder mange referencer til emner, som hver især kunne have fungeret som et overliggende koncept for værket—queer venskaber, økologi, hydrofeminisme etc. Hvordan bar I jer ad med at arbejde med alle disse referencer uden at ende i ren repræsentation?
Nanna: Altså, vi vidste godt at alting ikke kunne være til stede samtidig i en scene.
Snorre: Ja, og så handlede det om ikke at blive for bogstavelig. For eksempel, hvis vi fik fornemmelsen af, at lys-designet i værket, musikken og bevægelsesmaterialet tilsammen konstruerede en tydelig ‘sump-følelse’ … så tænkte vi: Ok, er vi nu for dybt nede i sumpen? Repræsentationen er blevet for eksplicit. Vi overvejede så hvilket af elementerne, der kunne ændres for at trække billedet i en anden retning.
Nanna: I andre tilfælde valgte vi at ‘tillade’ repræsentation, men behandlede det repræsenterede med en kritisk tilgang. Vi spurgte hele tiden os selv: Kan vi tilføre flere lag til billedet, så læsningen af det kompliceres? Hvordan iscenesætter vi det?
Til sidst kunne jeg godt tænke mig at spørge jer om hvad i har af tanker omkring jeres videre færd med denne research og de værker I skaber sammen?
Snorre: Som kunstner er det vigtigt for mig at arbejde sammen med mennesker, som jeg stoler på og som jeg kender. Jeg har ikke et særligt stort behov for hele tiden at lave nye værker med nye koncepter. Jeg kan sagtens se mig selv lave endnu et værk med det samme koncept og den samme research.
