I forbindelse med den kommende premiere af pour it i København havde vi for nylig en samtale med koreograferne bag værket Nanna Stigsdatter & Snorre Elvin.
Man kan godt argumentere for, at publikum ofte ubevidst har bestemte forventninger, som de tager med sig, når de går ind for at overvære en danseforestilling. Disse forventninger eksisterer som regel i kraft af nogle konventioner, som uundgåeligt farver deres engagement i et værk. For mange kunstnere kan det være en stor udfordring at omdirigere disse forventninger og det normative pres, som de medfører.
Dette synes imidlertid ikke at være tilfældet for koreograferne Nanna Stigsdatter & Snorre Elvin i deres nye værk pour it. Deres mangeårige venskab – der strækker sig over en fælles tid på Statens Scenekunstskole, på tværs af forskellige kunstneriske samarbejder, og deres engagement i det uafhængige dansekollektiv Danseatelier – har givet dem adskillige værktøjer til både at udforske og integrere kompleks og til tider nonkonform æstetik i deres arbejde.
Om temaet “at tillade”
Det kan være nemt for mennesker, der ikke er bekendt med den praktiske virkelighed i kunstneriske processer, at antage, at kunstnere frit kan forfølge enhver retning de ønsker uden nogen forbehold. Ofte er der dog mange eksterne faktorer, der kan gøre det vanskeligt for kunstnerne at bevæge sig ud over dramaturgiske, koreografiske eller æstetiske normer.
Da vi talte med Nanna & Snorre om deres tilgang til det “at tillade”, og om at denne tilgang gav dem frihed til at udvikle et værk med en diversitet af kompositoriske og æstetiske komponenter, havde vi selvfølgelig lyst til at vide mere:
Snorre: “Gennem vores ‘tilladelsespraksis’ var vi i stand til at lade billeder opstå uden, at de på eksplicit vis skulle passe ind i ét overordnet koncept. Vores dramaturgiske begreber gav os mulighed for at skabe objekter, der også eksisterer uden for kontekst. Objekterne dukker op og forsvinder igen i værket, men de er selvfølgelig blevet vurderet ud fra en kritisk tilgang til hvad de tilføjer til helheden.
Det at ´tillade´ gav os også mulighed for at udforske forskellige måder at co-eksistere i et rum på. På en måde tillod det mange forskellige typer af performativitet, som alle bidrager til et udvidet udtryk i selve værket.”
Mens denne tilgang gav Nanna & Snorre mere frihed i den kunstneriske proces, rejser det samtidig spørgsmål til, hvorvidt duoen havde nogle kriterier for hvordan de kunne udvikle det koreografiske materiale der så opstod. Var de bekymrede for at noget af materialet ville blive anset som naivt eller som simpel repræsentation?
At tillade og dermed omgå konflikten omkring repræsentation
At beskæftige sig med repræsentation kan i nogle tilfælde være et følsomt problem i koreografiske værker. Holdninger til emnet varierer selvfølgelig, men ofte anses direkte repræsentation som noget forenklet, naivt eller sågar amatøragtigt. I henhold til deres tilgang til det at ‘tillade’ besluttede Nanna & Snorre, at repræsentation også blev nødt til at have en plads i værket:
Nanna: “Vi ønskede at omgå konflikten omkring repræsentation ved bare at lade det ske. Vi behandlede dog ikke den slags materiale uden en kritisk tilgang. Vi spurgte hele tiden os selv: Kan vi tilføre flere lag til billedet, så læsningen af det kompliceres? Hvordan iscenesætter vi det?”
Snorre: “Ja, det handlede om ikke, at blive for bogstavelig. For eksempel, hvis vi fik fornemmelsen af, at lys-designet i værket, musikken og bevægelsesmaterialet tilsammen konstruerede en tydelig ‘sump-følelse’ … så tænkte vi: Ok, er vi nu for dybt nede i sumpen? Repræsentationen er blevet for eksplicit. Vi overvejede så hvilket af elementerne, der kunne ændres for at trække billedet i en anden retning.”
Det er tydeligt, at processen tillod en større frihed og åbnede et rum for, at mange forskellige udtryk kunne være til stede i det samme koreografiske arbejde, men hvordan håndterede de to koreografer interaktionen mellem de forskellige udtryk, æstetiker og kompositioner?
En undersøgelse af ‘tærskler’ og overgange
I løbet af vores samtale med Nanna & Snorre gik det op for os, at der implicit i deres svar, var flere hentydninger til endnu en kompositorisk tilgang i deres arbejde, som de ikke havde udfoldet for os før – navnlig, hvordan de håndterede overgangene mellem de forskellige typer af materiale. Som man måske kan forvente sig i forbindelse med et værk, der indeholder mange forskellige koreografiske, dramaturgiske og æstetiske ideer, så var spørgsmål omkring ‘tærskler’ og overgange mellem disse elementer altid til stede i udviklingen af værket.
Snorre: Vi tænkte meget på, hvordan vi kunne få ting til at co-eksistere eller hvordan de kunne sammenflettes. Som svar på disse tanker udviklede vi noget vi kalder for koreografiske ‘tærskler’ og ‘portaler’; en metode hvor vi fysisk oplader os selv med energi og derefter frigiver det gennem en slags metaforisk portal eller tærskel.
Nanna: For mig har det føltes meget legende at arbejde med en forestilling om, at kunne bevæge sig over tærskler og gennem portaler. Vi undersøgte for eksempel tidsligheden i en tærskel … altså, hvornår bliver en overgang noget i sig selv?
Snorre: Vi havde i det hele taget meget fokus på tidslighed og det at bruge tid på noget. Altså, hvor lang er en overgang før en overgang kan mærkes? Hvor lang tid kan man blive i en overgang før den bliver til noget i sig selv?
Vores overvejelser
Uden at afsløre for meget om forestillingen pour it er der, efter vores mening, mange øjeblikke, hvor man som publikum får udfordret sine forventninger, hvilket tilføjer et herligt gådefuldt lag til værket.
På samme måde som Nanna Stigsdatter & Snorre Elvin har tilladt sig selv friheden til at udforske forskellige udtryk i pour it, kan man måske også argumentere for, at man som publikum også bør forsøge at ‘tillade’ ens oplevelse af værket at være mangefacetteret – at lade ens forventninger blive udfordret eller omdirigeret af den kompleksitet, der præsenteres for én.