Anna Halprin døde d. 24. maj 2021 blot 2 måneder inden hun ville have fyldt 101 år. I kraft af det liv, som hun levede, efterlod hun en arv, som på generøs vis har bidraget til dansens såvel som samtidskunstens historie. Hendes revolutionerende arbejde inden for koreografi, performancekunst og aktivisme har inspireret flere generationer af kunstnere og kunstkritikere fra hele verden.
Da jeg modtog beskeden om hendes død, blev jeg dybt berørt ved tanken om, at hun nu var væk. For mig repræsenterer hendes bortgang en afrunding af et århundrede. Hun forandrede dansens traditioner, ikke kun i dens formmæssige udtryk, men ved at inkorporere sociale og politiske aspekter i hendes kreative processer.
Hvordan bevæger vi os, hvordan danser vi uden dem, som har danset før os? Hvordan bærer vi arven, ånden og grundsynet videre fra dem, som har forårsaget vigtige forandringer og som har gjort vores danse mulige? Hvordan transformerer vi deres viden og tilpasser den til tidens strømninger og aktuelle behov?
The Mountain Studio i Kentfield (nord fra San Francisco) blev omhyggeligt designet i 1950’erne af Anna Halprins mand og kunstneriske partner, landskabsarkitekten Lawrence Halprin (1916-2009). Det udendørs ‘trædæk’ og studiet ligger i ly af de famøse redwood-træer på en stejl skråning med udsigt over Tamalpais-bjerget. Gennem tiden har deres atelier både været et hjem og et tilflugtssted for kunstnere, der var på udkig efter innovative tilgange og metoder (1). Stedet tiltrak i det hele taget mennesker, der søgte efter muligheder for at indgå i kollektive processer og som var interesserede i at eksperimentere med kunstens form og funktionalitet (Meredith Monk, John Cage, Terry Riley, John Graham, A. A. Leath, Simone Forti, Trisha Brown, Dohee Lee, Shinichi Iova-Koga).
Det livslange samarbejde mellem Anna og Lawrence resulterede i en tværdisciplinær tilgang til kreative processer, koreografi og miljø. Anna var uddannet danser fra University of Wisconsin, hvor hun studerede under Margaret H’Doublers ledelse (1940-1944). Senere flyttede hun til New York og modtog undervisning hos Hanya Holm og Martha Graham. Hun indså dog hurtigt, at hun var nødt til at bryde med datidens traditioner for at finde andre måder at arbejde med bevægelse på. Sideløbende modtog Lawrence Halprin sin uddannelse fra University of Wisconsin og Harvard Graduate School of Design (1942). De var begge dybt inspirerede af tankesættet i Bauhaus bevægelsen, som på daværende tidspunkt blev introduceret på Harvard af Walter Gropius. Den tværdisciplinære tilgang, den radikale pædagogik og den ændrede tilgang til publikum, forblev centrale emner for Anna Halprin resten af hendes liv. Hendes afvisning af den moderne dans’ forskellige stilarter og den klassiske ballet, den konstante forhandling med storbylivet og kravene til karriereræs førte hende til sidst ud af New York og til den amerikanske vestkyst. San Francisco var ikke et typisk sted at opholde sig for en ung danser fra en velstående jødisk forstadsfamilie i Chicago. The Bay Area var på daværende tidspunkt den kulturelle revolutions centrum og affødte derfor en kraftig strøm af alternative bevægelser og avant-garde idéer. Halprins økonomiske ophav gav parret mulighed for at tage en uddannelse og plads til at leve et liv med kunstnerisk fordybelse (2). Hendes privilegerede forudsætninger var sandsynligvis den afgørende faktor, der gjorde det muligt for hende at engagere sig i forskellige typer af aktiviteter og arrangere kunstneriske events. På vestkysten var hun mere uafhængig og frigjort fra sit mere traditionsbundne barndomshjem, hvor hun, som barnebarn af en rabbiner, jævnligt deltog i gudstjenester i synagogen (3).
“Dansen understøtter fællesskab, personlig udvikling, understøtter alting, fordi ord bare er en slags symboler for vores oplevelser. Så hvordan kommer vi tættere på oplevelsen? Ordet udgør kun ét symbol, men bevægelse inkorporerer alting.”
Anna Halprin (4)
Mit møde med Anna Halprin er utvivlsomt en af de vigtigste begivenheder i mit liv. Jeg fik muligheden for at opleve hendes undervisning og tage del i de mest inspirerende samtaler. Jeg mødte første gang Anna, da jeg deltog i en af hendes danseklasser. På daværende tidspunkt var hun 90 år gammel. På trods af sin høje alder var hun stadig yderst engageret i sit arbejde med lokale kunstnere og underviste ugentligt. I dette møde oplevede jeg på nært hold hendes omsorg, humor, kritiske tænkning, evne til at opfatte detaljer og nuancer og hendes generelle åbenhed over for enhver form for udveksling. I løbet af de sidste par år har jeg samlet forskellige materialer, som vidner om den tid jeg tilbragte i Annas selskab. Jeg har nogle lydoptagelser af vores samtaler, noget video og nogle noter, som jeg har taget i forbindelse med hendes undervisning eller hendes værker etc. De mere uformelle øjeblikke, hvor vi lavede mad sammen eller havde mere tilfældige snakke, er dog ikke mindre værdifulde. Den udveksling af viden, som gik på tværs af generationerne mellem os, blev et helt centralt fokus i min forskning senere hen. I mine øjne var hendes dybtfølte nysgerrighed og interesse for andre kunstnere helt enestående. Hun bød min queerness velkommen, støttede min udvikling som kunstner, og inviterede mig til at performe på ‘trædækket’ i Mountain Studio i 2014.
For et år siden var jeg i gang med at udvikle en performance lecture med titlen Honouring the legacy of Anna Halprin (5). som skulle opføres på Copenhagen Contemporary i København. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville forsøge at opsummere hendes kunstneriske arv, men ledte efter en anden vinkel at tilgå hendes arbejde på end den typiske kunsthistoriske analyse, den biografiske fortælling eller en anmeldelse af hendes værker. Jeg valgte i stedet at fokusere på to specifikke aspekter af hendes radikale virke: bevægelsen mod interaktivitet|deltagelse samt hendes arbejde med emner som var socialt og politisk tabubelagte. Begge aspekter er komplekse og skal forstås i relation til den tid og kontekst, som hendes værker udsprang af med de særlige historiske, kønsmæssige, racemæssige og økonomiske forudsætninger, som de blev skabt under. Anna Halprins arbejde er radikalt, og med det mener jeg, at det gennem hele hendes liv forblev eksperimenterende og ofte indebar en vis grad af risici. Hendes arbejde udviklede sig løbende. Hun skabte nye tilgange og udtryk, som blev opfattet som kontroversielle og satte hendes værker i spil overfor forskellige stereotyper og klichéer.
Det første aspekt, interaktivitet|deltagelse, er så grundlæggende et princip i Anna Halprins arbejde, at det ses helt ned til den måde, som hendes studie glider sammen med omgivelserne på og afviser den traditionelle proscenium-scenes arkitektur. Hendes hjem var en tænketank og et trygt sted at opholde sig for dem, der ønskede at eksperimentere og finde nye tilgange det at være, og tænke kunst og fællesskab på. Det var ikke kun professionelle kunstnere, som hun inviterede op på ‘trædækket’ for at danse, men også familiemedlemmer og andre mennesker, der ikke nødvendigvis var uddannet dansere eller på anden vis var vante performere. Ved at skrive og tegne partiturer, som ofte indbefattede en række opgaver til de deltagende publikummer, udviklede hun nye måder at tilgå dans på. Hendes eksperimenter med at lave partiturer afmonterede teatrets iboende magtstrukturer, og i særdeleshed den rolle som traditionelt set tildeles publikum. Senere hen ledte dette arbejde til en kreativ metode, som Anna og Lawrence formulerede sammen. I 1969 udgav de bogen The RSVP Cyckles: Creative Processes in the Human Environment (6), som beskrev denne metode. RSVP står for Resources, Scores, Valuaction og Performance (7). Bogen sætter gang i tanker og ideer, som kræver, at man omformulerer sin forståelse af tid og rum. Den fører til en større kinæstetisk bevidsthed om de omgivelser, som kroppen befinder sig i og bevæger sig igennem. En iværksættelse af metoden kræver, at man tager udgangspunkt i en personlig oplevelse (Ressource), at man kan omfavne sin egen sårbarhed og at man udfolder arbejdet i samarbejde med en gruppe observerende, opbakkende og omsorgsfulde mennesker (Valuaction). Denne tilgang var radikalt anderledes end det, der ellers foregik på kunstscenen i den tidlige kapitalismes USA. Sammen med San Francisco Dansers’ Workshop faciliterede Anna in række performative nedslag, ritualer, fællesskabsudviklende arbejde, danse etc. Ofte foregik disse aktiviteter i det offentlige rum og udfordrede derfor grænsen mellem det private og det fælles (City Dance, Planetary Dance, Circle the Earth) (8).
Det andet aspekt, som jeg kiggede på i forbindelse med min performance lecture, var hendes interesse i emner, som var socialt og politisk tabubelagte. I sine workshops og bevægelseslaboratorier inkluderede hun mennesker, som var socialt marginaliserede på baggrund af deres køn, race eller seksualitet. Annas interesse var ikke nødvendigvis orienteret omkring det kontroversielle i det valg, men derimod var det vigtigt for hende at anerkende de behov, der eksisterede i hendes nærmiljø. Hun anså det som sin opgave som kunstner, at forsyne mennesker med kunstneriske og kreative værktøjer, som kan lede til forandring, helbredelse og transformation. Hun tilbød et rum, hvor konflikt, traumer, skam og kriser omkring tilhørsforhold kunne undersøges, og hvor arbejdet tog udgangspunkt i samskabelse og helbredelse.
Jeg vil blot nævne to eksempler, som jeg anser for afgørende, når man genbesøger Annas arkiver. Som en respons på den raciale vold, der fandt sted i Los Angeles i slutningen af 1960’erne (Watts riots, 1965), faciliterede Anna Halprin en række workshops, der bragte sorte og hvide mennesker sammen under titlen Ceremony of Us. Invitationen til at afholde disse workshops havde hun modtaget af James M. Woods, afroamerikaner og grundlægger af Studio Watts, en kunstorganisation i Los Angeles (9).
Den proces, som folk deltog i under workshopdagene, tog udgangspunkt i deres egne oplevelser. Formålet var at undersøge racemæssige spændinger. Set fra nutidens perspektiv kan værket, som de producerede sammen, godt fremstå problematisk eller kontroversielt, da det kredser om temaerne køn og race. I Ceremony of Us arbejdede deltagerne sammen i et lukket rum. Under Annas facilitering oversatte de deres oplevelser til bevægelse og fælles ritualer. Erfaringen fra Ceremony of Us blev et vendepunkt i Annas kunstneriske arbejde, som efterfølgende centrerede sig omkring virkelige hændelser, styret af sociale og politiske spændinger eller konflikt. Workshopdeltagerne arbejdede sig gennem deres egne oplevelser, som naturligvis indebar en masse følelser som vrede og dyb fortvivlelse, idet de afspejlede det sociale klima på daværende tidspunkt. I 1969 blev de danseritualer og bevægelsesundersøgelser, som de havde skabt sammen under workshopdagene, præsenteret på Mark Taper Theatre. Ceremony of Us præsenterede et nyt perspektiv i den offentlige debat, som fandt sted, mens raceoptøjerne og de strukturelle uretfærdigheder var på sit højeste. I værket lå der en frygtløs tilgang til følsomme spørgsmål omkring seksualitet og race, som blev delt med et publikum i Los Angeles.
“Vi har udvidet grænserne. Vi har redefineret – eller jeg har i det mindste (og det har har gjort stort indtryk) – redefineret kroppen, redefineret, hvem der danser, redefineret, hvordan vi kan danse.. men med hvilket formål?”
Anna Halprin (10)
Det er vigtigt at nævne, at samtidig med, at Ceremony of Us beskæftigede sig med racial vold og placerede kunstnerisk praksis i en ny kontekst, blev det helbredende aspekt af dette værk så central for Anna Halprin, at det satte kursen for hendes virke fremover. På trods af de udfordringer, som den her type følsomme arbejde medfører, vendte hun aldrig ryggen til eller undslog det ansvar, som det indebar. Hun udviklede en forståelse af ‘ritualet’, som en kreativ process, hvor de involverede samles med intentionen om at konfrontere forskellige eksistentielle udfordringer.
“Intentionen med ritualet er at konfrontere bestemte problemstillinger med det formål at frembringe en ønsket forandring, vision eller transformation. Et ritual er en praktisk opførelse af myter. Myten opstår, når vi konfronterer problemstillinger, der har med det virkelige liv at gøre.”
Ronit Land (11)
I 1980’erne, da San Francisco blev ramt af HIV/AIDS epidemien, besluttede Anna Halprin sig for at respondere på denne krise med endnu et modigt udspil. Hun samlede en gruppe HIV-positive mænd og kvinder og mødtes med dem regelmæssigt i en lukket proces, hvor følelserne fik plads, og døden kunne konfronteres. Anna ledte flere workshops og udviklede med tiden en del performances med mennesker, som tilhørte LGBTQ+ fællesskabet og som var påvirket af epidemien. Et eksempel på det arbejde, som foregik i denne periode af hendes liv, kan opleves i dokumentaren Positive Motion: Challenging AIDS through Dance and Ritual (1991). Her portrætteres processen bag værket Carry Me Home, som involverede en gruppe HIV-positive mænd og havde til hensigt at skabe et trygt forløb, hvor de kunne åbne op for deres oplevelser med isolation, eksklusion, skam og død. Værket blev præsenteret på Theatre Artaud i San Francisco (12), hvor man på scenen kunne opleve HIV-positive, queer mænd dele deres emotionelle respons på virussen. At insistere på, at disse underrepræsenterede og sårbare oplevelser blev set og hørt, og at koreografere emotionelle processer i det hele taget, er en radikal tilgang, som har tildelt Anna Halprin en vigtig position inden for dansens historie. Hendes mod gjorde disse problemstillinger og perspektiver offentligt tilgængelige i en periode, hvor resten af samfundet forsøgte at ignorere dem. Værket åbnede for en diskussion inden for kunstkredse, men påvirkede også forskellige diskussioner omkring folkesundhed og tilbød et reelt alternativ. Gennem hendes arbejde blev mennesker, som levede med HIV, både set og hørt i en tid, hvor de ikke modtog den omsorg, som de havde behov for. I stedet blev de udskammet på grund af deres seksualitet. Carry Me Home blev et banebrydende værk i hendes karriere og fortjener at blive nævnt, når man genbesøger de radikale tiltag, som hun har gjort gennem tiden. Hun skabte et trygt rum til mennesker, som på daværende tidspunkt levede under usikre forhold, ofte uden adgang til information om AIDS, og som følge af den offentlige eksklusion, gik døden i møde alene. Anna Halprin så, hvordan stigmatiseringen og den strukturelle vold forårsagede somatiske traumer og ensomhed, og derfor dedikerede hun sit virke til dette. I sidste ende blev det hendes egen kamp mod kræft, der gjorde, at hun måtte trække sig fra dette arbejde for at fokusere på sit eget helbred. På dette tidspunkt, hvor hendes eget liv var på spil, grundlagde hun Tamalpa Institute sammen med sin datter Daria Halprin.
Mine rejser til Annas hus i Californien (2011-2017) har været yderst betydningsfulde for min kunstneriske karriere. De gav mig muligheden for at have en udveksling på tværs af generationsforskelle, og senere blev det til genstandsområdet for min forskning. Anna Halprin tilbød mig en generøsitet uden lige og åbnede min forståelse for, hvor vigtig socialt og politisk engageret kunst er. Hendes vejledning og hendes værdifulde input har haft en stor indflydelse på min tænkning og min bevægelsespraksis, og har givet mig et indblik i en kunstnerisk arv, som har udfoldet sig over godt og vel et århundrede.
Forhåbentlig vil hendes arbejde blive ved med at inspirere andre kunstnere og aktivister og få os til at reflektere over den tid, som vi lever i. Hendes arbejde kræver en radikal omsorg. Anna Halprin kan anses som en moder-figur i relation til postmoderne dans, men hun var først og fremmest en modig og visionær kvinde, en LGBTQ+ allieret, som bidrog med innovative ideer og helbredende praksisser.
Jeg har altid ønsket mig, at Anna skulle leve for evigt, men i dag må vi se i øjnene, at hun er borte. Vi bliver nødt til at ændre vores forhold til hendes virke og se det fra et andet perspektiv, så hendes radikale tanker kan holdes i live. Vi bliver nødt til at re-kontekstualisere hendes arbejde og de resultater, som hun opnåede, således at hendes tankesæt bliver anvendeligt i relation til de behov og udfordringer, som vi oplever nu.
“Jeg mener, at det er vigtigt, at alle kunstnere responderer på den nuværende, politiske krise, og at de vier deres kunst til at beskytte demokratiet”.
Anna Halprin (13)
“I dag findes der mange nye ting, spændende ting. Folk har travlt med deres eget. Det er ikke ligesom den første generation af moderne dansere, hvor alle bare efterlignede Martha Graham eller Doris Humphrey. Nu til dags findes der mange individuelle udtryk og folk der finder sin egen måde at gøre tingene på. Der er meget diversitet. Jeg er især glad for ‘street dancing’, hvor folk er mere spontane. De danser bare ud fra deres naturlige behov.”
Anna Halprin (14)
Referencer
1: Pierre Bal Blance, Anna Halprin’s Dance Deck, Flash Art, 2020.
2: Olive Mckeon, Rethinking Anna Halprin’s Parades and Changes, Postmodern Dance, Racialized Urban Restructuring, and Mid-1960s San Francisco, 119-137.
3: Janice Ross, Kap. 1: Why she danced, Anna Halprin: Experience as dance, 2007.
4: Anna Halprin i samtale med Vala T. Foltyn, 2017.
5: Vala T. Foltyn, lecture performance på CC, December 2020, produceret af Dansehallerne.
6: Lawrence Halprin, The RSVP Cycles: Creative Processes in the Human Environment, 1969.
7: Ronit Land, Anna Halprin: Dance – Process – Form, s. 80, 2015.
8: Ronit Land, Anna Halprin: Dance – Process – Form Works, historical collection of works, s.179-190, 2015.
9: Robby Herbst, Ceremony of Us, East of Borneo, 2014.
10: Anna Halprin, Dokumentarfilm: Artists in Exile: A Story of Modern Dance in San Francisco, 2000.
11: Ronit Land, Anna Halprin: Dance – Process – Form, s. 86, 2015.
12: Janice Ross, Anna Halprin: Experience as Dance, Illness and Performance, 2015.
13: Anna Halprin i mail-korrespondence med Vala T. Foltyn, 2016.
14: Anna Halprin i samtale med Vala T. Foltyn, 2017.
