I denne uges træning vil Sine Krag guide deltagerne gennem akrobatiske elementer samt konceptet threading. Klasserne vil være undersøgende og legende, men meget fysiske. Akrobatikken vil have fokus på elementer, der er bløde og tæt på gulv. Man kan forvente at møde tricks og bevægelse fra forskellige baggrunde – fx eksperimental dans, floorwork, breaking, cirkus med mere.
Deltagerne vil arbejde med akrobatik på det niveau, de er på, og lære, hvordan man kan bruge threading til at flette akrobatikken ind i sin dans. Det er derfor et hold, hvor man kan komme med en hvilken som helst bevægelsesbaggrund og arbejde ud fra sit ståsted. Har man stor erfaring med akrobatik, vil det også være muligt at arbejde med mere krævende spring og tricks.
Det anbefales at have langærmet påklædning og eventuelt knæpuder og bløde sko.
Det er kun som medlem, du kan deltage i Dansehallernes træningsaktiviteter – et helårligt program med cirka fem træningsdage om ugen. Internationale gæster kan deltage gratis i træningen i op til 1 måned.